DF vil knække kurven og sikre to mandater

Dansk Folkepartis byrådsmedlem Carsten Svensson får fire kandidater med på listen ved kommunalvalget den 16. november.

Mette P. Madsen stillede for fire år siden op for Enhedslisten, men har efterhånden været med i arbejdet hos Dansk Folkeparti i Furesø i flere år. Hun bliver nummer to på listen. Derefter følger Käthe Søeballe, Marie Christensen og John R. Olsen.

Dansk Folkeparti sigter på at få endnu et byrådsmedlem i kommunalbestyrelsen i Furesø. Det vil kræve en fordobling af de 924 stemmer partite fik ved kommunalvalget i 2017. Det var lige præcis 4 procent af stemmerne. Carsten Svensson kom ind i Furesø Byråd på yderste mandat.

Pladsen i byrådet gav Carsten Svensson mulighed for at arbejde målrettet for partiets politik.

- Bl.a har vi i dag langt færre tvangsanbragte børn. Handikapområdet og ældreområdet, har sluppet for den voldsomme besparelses-nedsabling, som borgmesteren og hans forvaltning, hvert år har lagt op til. Og nu er der desuden tilført friske penge. Der er en stor udvidelse i gang af plejehjemmet Lillevang, der er bygget 2 institutioner til vore psykisk udfordrede. Daginstitutioner og skoler er under genopretning og med flere varme hænder til at passe på alle de som behøver hjælp, lyder det fra partiet i en pressemeddelelse.

Carsten Svensson har især fokus på de svageste i samfundet.

- Knapt hver femte voksne borger i Furesø, har meget lave indtægter. Alle disse borgere lades i stikken. Igen og igen må jeg til min enorme forbavselse og frustration konstatere, at Dansk Folkeparti står alene i støtten til og kampen for, de svageste rettigheder og ligeværd, siger Carsten Svensson, som har et fromt håb.

- At få Mette P. Madsen ind i byrådet vil hjælpe borgerne gevaldigt, lyder det fra Carsten Svensson.

Dansk Folkeparti har historisk set underpræsteret ved kommunalvalg i forhold til folketingsvalg i Furesø Kommune.

Ved sammenlægningsvalget i 2005 blev det til 2,3 procent af stemmerne. Fire år senere lykkedes det spidskandidaten Per Kattrup at få opbakningen op på 5,1 procent, hvilket sikrede en plads i byrådet. Fire år senere kom han igen i byrådet med 5 procent af stemmerne, men skiftede til Socialdemokratiet i den følgende valgperiode. Carsten Svensson kom til som spidskandidat i 2017 og kom i byrådet med 4 procent af stemmerne.

I denne omgang er partiet i valgforbund med Venstre, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, som er på stemmesedlen for første gang i Furesø Kommune.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...