Aflåst cykelparkering tilbage på station

DSB tilbyder nu sine cyklende kunder en løsning, der imødekommer mange faste togrejsendes ønske om at kunne parkere sin cykel i et aflåst cykelskur, inden togturen.

Fra tirsdag den 16. november kan cyklen blive låst inde i en aflukket cykelparkering, inden de rejsende stiger på toget ved flere stationer landet over - herunder også stationen i Ølby.

For at få adgang til tilbuddet skal man være medlem af DSB Plus, hvilket er gratis. Medlemskabet giver mulighed for at vælge, om adgangen til den aflåste cykelparkering skal ske med rejsekort eller med mobiltelefon, så dørene til aflukket kan låses op.

Det nye tilbud afløser en tidligere nøglekortsordning, der var forældet og ikke længere kunne serviceres. Nu er det lykkedes at finde en løsning, der kan indfri behovet.

– I DSB har vi gennem længere tid arbejdet på at finde en tidssvarende løsning, så vi kan tilbyde vores kunder denne service. Det er en løsning, der skal tilfredsstille vores kunders behov for at kombinere nogle af de mest bæredygtige transportformer. Samtidig har vi et krav om, at det skal være muligt at kunne hjælpe de kunder, der eventuelt kan få brug for hjælp til at komme ind til deres cykel, siger Charlotte Saltoft Kjærulff, der er kundechef i DSB.

Den nye ordning er gratis i opstartsperioden, mens ordningen bliver prøvet af og indtil den er rullet ud på flere stationer i landet. Det sker trinvist efter de stationer, hvor der vurderes at være mange kunder og behov for, samt mulighed for at etablere ordningen.

– Vi følger naturligvis løbende op på, hvordan kunderne tager imod den nye service, så vi kan rette til og tilpasse, hvis det er nødvendigt, siger Charlotte Saltoft Kjærulff.

Læs mere på dsb.dk/cykelparkering

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...