Jacob driver Danmarks bedste slagter: Vi er gode til at se, hvad der sker i morgen

Tirsdag blev Slagter Jacob i Kalundborg kåret til Danmarks bedste. Hemmeligheden er ifølge vinderen at kunne forny sig, når det giver mening.

Tirsdag blev Slagter Jacob i Kalundborg kåret til Danmarks bedste. Hemmeligheden er ifølge vinderen at kunne forny sig, når det giver mening.

En hævet stemme bryder igennem luften.

– Jeg hører, at du er blevet Danmarks bedste slagter. Tillykke med det. Jeg har lige været inde og proviantere endnu engang, siger kvinden.

Et smil viser sig bag Jacob Nielsens røde skæg.

– Og tak for, at du gør det, svarer han tilbage.

Hvad ovennævnte stamkunde har hørt er også helt sandt. Tirsdag blev Slagter Jacob i Kalundborg nemlig kåret som Danmarks bedste privatslagter til et stort arrangement for fødevarebranchen, så det er en glad, men også meget træt slagtermester, Nordvestnyt møder onsdag formiddag.

– Der er bare god vind for tiden, og vi er mega glade, siger Jacob Nielsen.

Når den første sejrsrus har lagt sig, har Slagter Jacob tænkt sig, at fredag og lørdag forhåbentlig kan bruges til at fejre med kunderne ved en række særlige tilbud, som Jacob Nielsen er ved at undersøge med leverandørerne.

Det lokale først

Når man enhver given dag, hvor Slagter Jacob har åbent, bevæger sig ned igennem Kordilgade i Kalundborg, bliver ens næsebor uundgåeligt ramt af en liflig duft af røget kød, når man nærmer sig slagteren.

For Slagter Jacob er tirsdagens anerkendelse en foreløbig kulmination på de 20 år, der er gået, siden Jacob Nielsen overtog forretningen fra sin far, Erik. Undervejs er fulgt flere kåringer af varierende slags, men Jacob Nielsen medgiver, at denne nok er den største.

Derfor er han også særlig stolt af juryens begrundelse, der - udover en “særklasse” kundeoplevelse og “et sortiment i top” - fremhæver Slagter Jacobs fokus på kød og grøntsager fra lokale leverandører.

– Noget af det, der kendetegner butikken, er, at vi er gode til at se, hvad der sker i morgen. Nu er ’det lokale’ og bæredygtighed blevet en mega trend, men det var egentlig noget, som vi tidligt begyndte at fokusere på, fordi vi kunne se, at det gav mening, siger Jacob Nielsen.

Og i en tid hvor mange slagtere, fiske- og ostehandlere måske har svært ved at finde balancen mellem det traditionsrige og det fremsynede, så føler Jacob Nielsen, at han har fat i den lange ende.

– Det handler meget om samspillet mellem det traditionsrige, kvalitetsfyldte håndværk og så at være i stand til at få inspiration udefra, så man hele tiden fornyr sig, når det giver mening, siger Jacob Nielsen og fremhæver butikkens kendte Røsnæs-skinke som et eksempel.

Ovre modsat butikken mumler et par Bog & Idé-ansatte om, at de skal have en af slagterens flæskestegssandwiches til frokost, når nu han vandt i går.

Bortset fra lidt ekstra tid på morgenkaffen onsdag har Jacob Nielsen og hans omkring 20 ansatte i slagterbutikken ikke nået at fejre den nye titel endnu. Jacob Nielsen er ellers ikke sen til at påpege, hvor meget af prisen, der skyldes et højt niveau hos personalet.

– Der er alt fra slagtere til kokke og pølsemagere, så vi har en stærk personalegruppe, der hele tiden udvikler sig, fordi vi er villige til at gå den ekstra mil, siger Jacob Nielsen.

I fremtiden håber Jacob Nielsen også, at butikken kan vokse sig endnu stærkere og endnu større, måske med noget udefrakommende samarbejde, men det er ikke til at sige for meget om endnu.

Til sidst, inden kødet igen kalder på hans opmærksomhed, får Jacob Nielsen lige nævnt, at en af butikkens nyuddannede slagtere i øvrigt også var inde og hilse på dronningen tirsdag til en medaljeoverrækkelse på Københavns Rådhus.

– Men det må du få en anden gang, jeg er simpelthen for træt i dag, griner han.

Foto: Mie Neel
Foto: Fotograf Carsten Andersen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...