Finn Heiner var gennem næsten 13 år leder af Danmarks Radios sportsredaktion.
Han overtog posten i 1977 efter legenden "Gunnar Nu" med det borgerlige efternavn Hansen og dennes kortvarige efterfølger, Niels-Christian Niels-Christiansen.
Han trak sig fra posten i 1990 og etablerede siden sit eget kommunikationsbureau. Tirsdag den 14. september fylder han 85 år.
Inden årene i DR var gået en klassisk journalistuddannelse, da Finn Heiner i 1955 begyndte i mesterlære på Jyllands-Posten. Thi "der var ingen journalisthøjskoler dengang", som han selv har sagt det.
Sin ilddåb som reporter fik han, da han i 1960 blev udsendt for det daværende Dagens Nyheder til en jordskælvskatastrofe i den marokkanske by Agadir, hvor flere end 10.000 mennesker blev dræbt. Rapporteringen hjem til Danmark foregik fra den nærmeste telefon små 30 kilometer borte.
Siden fulgte en lang årrække i Danmarks Radio. Finn Heiner var blandt andet tv-studievært under OL i München i 1972 og i Montreal i 1976. Året efter overtog han så chefstolen i DR-sporten fra sine kendte forgængere.
Finn Heiner var som leder med til at forny og udvikle sportsdækningen i DR, men i 1990 trak han sig fra posten, ifølge B.T. efter en periode med ulmende uro blandt medarbejderne.
I tiden efter DR blev Finn Heiner partner i kommunikationsfirmaet Medicom og senere pressechef i Kræftens Bekæmpelse, inden han i 1994 røg ud under en stor sparerunde.
I 1999 blev han sportsredaktør i Ritzaus Medieservice. Det blev imidlertid for en kort tid, da han samme år oprettede egen virksomhed, Heiner Kommunikation, som han afhændede, da han gik på pension.