MADSPILD De frivillige i organisationen ’Stop Spild Lokalt’ vil igen i år sørge for, at så lidt af butikkernes overskudsvarer går til spilde i juleferien.
Det er femte år i træk, at butikkernes mad deles ud til enlige og familier fra Farum, Allerød og Hillerød.
Mange butikker er med
’Stop Spild Lokalt’ har fornyet deres aftale med Coop om donation af butikkernes overskudsmad den 23. december. I år har de igen en aftale med Netto om at hente varer hos dem. Derudover har visse Rema1000-butikker samt Meny også ønsket at deltage.
De sidste fire år har disse butikker været med:
Superbrugsen Ullerød, Hillerød
Kvickly Allerød
Superbrugsen Lynge
Superbrugsen Skævinge
Rema1000 Farum, Regimentsvej
En ny butik i selskabet er Rema1000 i Allerød og Rema1000 på Skansevej i Hillerød.
Gør en forskel
Organisationen regner med at komme op at hente omkring fire ton mad og dele det ud om formiddagen juleaften.
“Alt arbejdet op til og under uddelingen juleaften er baseret på frivillige, som ønsker at gøre en forskel både for mennesker, som ikke selv har råd til at købe mad, og for at reducere madspild generelt,” skriver Henriette Rydiger Kyllesbeck fra ’Stop Spild Lokalt’.
Coronarestriktioner
Igen i år er uddelingen arrangeret lidt anderledes på grund af Covid-19, hvor organisationen naturligvis er underlagt de samme retningslinjer som alle andre. De skal holde afstand, spritte af og muligvis bære værnemidler.
De pakker og fordeler mad til den enkelte, da de ikke kan tilbyde folk at gå rundt og vælge selv grundet Covid-19.
Ønsker man at modtage mad, skal man kontakte ’Stop Spild Lokalt’ Hillerød via en privat besked, så vil organisationen skrive kontaktoplysninger ned og have et overblik over, hvor mange som ønsker hjælp.
Såfremt man ikke har mulighed for selv at komme eller sende nogen, er der mulighed for, at de frivillige kan komme forbi med maden, præcis som de plejer at gøre det.
“Det er vigtigt for os, at vi er tilgængelige for dem, som ønsker det,” skriver Henriette Rydiger Kyllesbeck.
Henriette Rydiger Kyllesbeck kan kontaktes på mailadressen Odas.mad@gmail.com eller messenger. Man kan også læse mere på facebookbegivenheden.
Mdt/jbt
