Kystliv Holbæk er helt unik i Danmark

I Kystliv Holbæks hal på Blegstrædehagen bygges klinkbyggede joller af træ i en tradition, der kan føres helt tilbage til før vikingetiden. Bådene sejles og bruges til fiskeri på fjorden med skoleklasser, ungdomsuddannelser og alle andre interesserede - unge som ældre – om bord. I hallen står gamle udtjente både og vidner om spændende historier fra flere generationers fiskeri på Isefjorden, side om side med joller, der er ved at blive bygget. Et besøg på Kystliv Holbæk handler om alt det, der er værd at vide om klinkbyggede både: fra træet fældes i skoven og tages hjem for at blive skåret til på værkstedet. Fra kølen strækkes, bordene lægges, sejlet sys og rebet bliver slået til riggen. Skoleelever og frivillige er også med til søsætning af bådene og øver sig i kunsten at sejle og prøve at bruge bådene til fiskeri og transport. Sådan som man har gjort i mere end totusinde år.

”Det er virkelig fedt som politiker at se, at vi ved at starte med blot at være åbne for en god ide nu kan opleve en udvikling, der er ført til, at vi i Holbæk har et helt unikt center, der ikke finder sit lige i hele Danmark. Først havde vi 2 kedelige tomme haller på havnen – og nu har vi et maritimt center uden sidestykke”, fortæller formand for kultur og fritidsudvalget Ole Hansen (S).

I Kystliv Holbæk har flere tusinde skolebørn og elever fra ungdomsuddannelserne i Holbæk kommune allerede prøvet at have maritim kulturarv på skemaet. Maritim kulturarv, der nu er anerkendt af UNESCO som en umistelig del af vores fælles historie.

Fakta

Den klinkbyggede båd er en speciel nordisk bådtype af træ. Bådtypen har varieret i form og størrelse. Den er blevet tilpasset lokale forhold efter det lokale farvand, og om den skulle bruges til fragt, fiskeri, passagerfart eller langfart og afhængig af hvor mange personer der skulle være plads til om bord.

UNESCO har siden 1945 været FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur. Danmark tiltrådte i 2010 UNESCO’s 2003-konvention til sikring af den immaterielle kulturarv. Kulturministeren åbnede i 2017 for første gang mulighed for at indsende nomineringsforslag til UNESCOs lister over verdens immaterielle kulturarv.

Ud over de nordiske klinkbygningstraditioner, har Danmark også søgt om at få optaget Grønlandsk trommedans og den dansk -tyske grænselandsmodel

Kystliv Holbæk tager udgangspunkt i Holbæks lokale maritime kultur og natur bygger Kystliv Holbæk både på bådebyggeriet, slår tov på egen reberbane og syr sejl på sejlloftet og sejler skoleelever på fisketure på fjorden. Kystliv Holbæk er en del af Holbæk Kommunes kulturrygsæk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...