Hillerød: Kulturnatten i 2019 blev den sidste Kulturnat Hillerød. Efter to års aflysninger har styregruppen bag den populære kulturnat besluttet at nedlægge Kulturnat Hillerød. Kassebeholdningen fordeles blandt nogle kulturaktører i Hillerød, skriver styregruppen i en mail til aktørerne.
Årsagen er manglende tilslutningen af netop aktører, altså deltagerne i kulturnatten, men også tilslutningen af hjælpere og medlemmer af styregruppen.
Det var i 2020 corona, der satte en stopper for årets kulturnat, mens den i år blev aflyst på grund af for få aktører. Kun 29 aktører var interesseret i at deltage i kulturnatten, som tidligere har haft mere end 100 aktører eller events i løbet af aftenen.
Lise Bendix, som i mange år har været den bærende kraft bag Kulturnat Hillerød, bekræfter at der ikke kommer flere udgaver af Kulturnat Hillerød som vi kender den. Hun vil dog gerne vente med at fortælle nærmere om beslutningen, der altså nedlægger kulturnatten, siger hun til Frederiksborg Amts Avis.
