Sommeren melder sin spæde ankomst, og det får typisk folk til at bruge mere tid udenfor. I Hørsholm kan det være, at borgere vil bide mærke i, at græsset er blevet højere, og at skraldespandene i det offentlige rum er mere fyldte.
Der er nemlig blevet sparet på serviceniveauet i driften af kommunale veje, parkeringspladser og grønne områder.
Konkret betyder det, at græsset på en håndfuld kommunale områder kun vil blive slået eng gang om måneden, i stedet for en gang om ugen. Veje og parkeringspladser vil nu blive fejet to gange årligt i stedet for seks, og endeligt vil skraldespandene i gågaden blive tømt færre gange om ugen.
- Der bliver klippet med større grej, fordi græsset kommer til at være længere, så derfor bliver det ikke helt så pænt som folk har været vant til. Alt det her afklip har vi ikke mulighed for at samle ind, så det vil være et ret anderledes udtryk [græsplænerne] får, forklarer Mona Dybdal, der er landskabsarkitekt i Hørsholm Kommune.
De græsarealer der er tale om, er hovedsageligt områderne ved Dronningedammen, Hørsholm Kirke og Slotshaven, imens institutioner og skoler er fredet. Monda Dybdal peger på, at man nok bør holde sig til dem, hvis man skal spille fodbold.
- Det er meget betinget af vejret, men jeg vil gætte på, at græsset kan nå at blive 20 centimer langt, forklarer hun.
En prioriteringssag
Når det kommer til gågadens skraldespande, vil de blive tømt ”når de er fyldte”, hvilket som udgangspunkt vil sige fire gange om ugen i stedet for fem, forklarer Mona Dybdal. Hun regner ikke med, at den øgede mængde af skrald vil tiltrække rotter eller lignende.
- De burde ikke kunne komme ind i spandene, så længe de ikke er så fulde, at skraldet flyder udover, siger hun.
Selve besparelsen er på Materielgården, som står for et hav af disse serviceopgaver i kommunen, og den samlede besparelse på serviceniveauet skal reducere omkostninger på området med 1 million kroner årligt. Det blev pålagt med vedtagelsen af budgettet i oktober, imens det var Klima- og Miljøudvalget der besluttede i december, at den skulle koste på netop disse områder.
- Som med alle andre besparelser, er det ikke en sjov besparelse. Det var ikke noget, vi ville have haft lyst til at gøre, hvis vi kunne undgå det, siger formanden for Klima- og Miljøudvalget Marcus Guldager (S).
Besparelsen blev vedtaget som følge af, at servicerammen ikke var høj nok til at man kunne fortsætte med uændret serviceniveau samlet set i kommunen. Udvalget måtte derefter prioritere og valgte for eksempel ikke, at mindske fjernelse af tang eller drift af broer for roklubben og kajakklubben.
- Vi har så vidt som muligt forsøgt at gøre det på det rent æstetiske plan, og ikke på det plan, som dels kan være dyrere i fremtiden, men dels også betyde trafikuheld, eller at klubber som for ro- og kajakklubben må lukkes, siger udvalgsformanden.
Kan godt stå inde for det
For første gang i otte år, var alle 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer med i budgetaftalen i oktober, hvor opgaven netop havde været at finde besparelser på drift for godt 26 millioner kroner.
Selvom reduktionen i serviceniveauet for klipning, fejning og tømning startede 1. janaur, vil det blive mere tydeligt nu her, hvor folk er mere udendørs.
Er det fair, at borgerne skal trækkes med skrald og højt græs?
- Der er ikke nogen af de her besparelser, som er rare at tage. Man kunne også have vendt den om og spurgt, vil det være fair, hvis vores børn havde en mindre pædagog i daginstitutionerne? Eller vil det være fair, hvis der var en mindre SOSU til at tage sig af vores ældre? Eller at rengøringen kun blev hver fjerde uge? Siger Marcus Guldager.
Tiden og budgettet må vise, om man skal se på muligheden for at højne serviceniveauet igen, forklarer han.
- Jeg bor selv ved siden af de her områder, så jeg vil da se på, hvad udtrykket bliver, og hvordan det egentlig ser ud, og hvordan borgerne har det med det. Det vil så kunne ligge til grund for, at man så eventuelt, hvis der kommer en opprioritering af området igen, prioriterer det som et af de områder, man vil tilføre midler til igen, siger han og tilføjer:
- Hvis vi ser, at det flyder med skrald udover hele gågaden, så det kan det godt være, at vi er nødt til at tage beslutningen til genovervejelse i næste budget. Hvis det fungerer fint, så kan det være, at det kommer til at vare i længere tid.
