Musculus - samme behandlinger i nye rammer

Hvis man har fornemmet, at der har været stille omkring Anna Steinmüllers “Musculus - klinik for kraniosakral terapi” på Holbækvej i Sorø, så er det ikke helt forkert! Sygdom og en forestående flytning har i en periode tvunget Anna Steinmüller til at skrue ned for aktiviteterne. Men hun er med små skridt på vej tilbage - i første omgang på nedsat tid.

I år, hvor klinikken kan fejre 20-års fødselsdag, er Musculus pr. 1. oktober flyttet til nye og indbydende omgivelser i Behandlerhuset på Nørrevej. Her tilbyder Anna Steinmüller blandt andet kraniosakral terapi, laserbehandling, triggerpunkts-akupunktur og NADA samt allergibehandling, organ- og nervemanipulation.

– Børnene er flyttet fra reden, og derfor er huset på Holbækvej blevet alt for stort for os. Så vi har sat huset til salg, og er på jagt efter noget mindre her i Sorø. Da klinikken lå i en tilbygning, så har jeg allerede nu flyttet den til nye omgivelser her på Nørrevej, siger 58-årige Anna Steinmüller. Hun fortsætter:

– Det er gået op for mig, hvor meget jeg har savnet at have kolleger omkring mig. Det er rart at være en del af dette behandlerfællesskab. Jeg føler, at vi hver især bidrager med noget rigtig godt, siger hun med et smil.

Interesse for krop og sundhed

Anna Steinmüller er oprindelig uddannet kontorassistent fra Ankerhus Seminarium, hvorefter hun uddannede sig til teknisk assistent, dét, der i dag går under betegnelsen “industriel designer”. Men det var en helt anden branche, der skulle forme hendes liv.

– Siden jeg var barn, har jeg været meget fokuseret på sundhed og menneskekroppen som helhed. Engang fik jeg et gavekort til massage af en veninde, og den behandling var næsten en åbenbaring. Den kunne altså noget. Det blev jeg nødt til at lære meget mere om, siger hun grinende.

I 2001 var hun færdig med massageuddannelsen, og åbnede klinik den 1. november samme år, sideløbende med sit fuldtidsarbejde.

– Det varede ikke længe, inden jeg valgte at arbejde halv tid begge steder, men det gav mig aldrig muligheden for at være helt til stede - nogen af stederne! Derfor opsagde jeg til slut arbejdet som teknisk assistent og blev fuldtidsmassør i 2006. Forinden havde jeg snuset lidt til kraniosakral terapi, og da jeg fandt ud af, at jeg kunne tage uddannelsen lokalt hos certificeret underviser, August Axelsson i Sorø, så åbnede en helt ny verden sig. Jeg var solgt! Kraniosakral terapi kan så meget, og så er det en meget blid behandling - både at give og modtage, siger Anna Steinmüller som siden har uddannet sig til diplomeksamineret kraniosakral terapeut fra Upledger Institute.

To intense kampe

Anna Steinmüller har ellers haft sit at slås med de seneste tre år. I december 2018 fik hun konstateret brystkræft, hvor hun fik fjernet brystet og temmelig mange lymfekirtler. I august 2020 blev hun ramt i det andet bryst, og måtte endnu en gang samle kræfter til en opslidende kræftbehandling.

– Da man ikke kunne se noget på selve mammografien, var det kun på grund af en ultralydsscanning, at lægerne opdagede knuden, siger hun og fortsætter:

– Nu er jeg jo ikke typen, der klynker. Men jeg har altid spist sundt, dyrket motion, har aldrig røget og drikker kun vin til festlige lejligheder, så derfor undrer det mig, at jeg skulle rammes. Men det beviser jo kun, at ingen kan vide sig sikker, siger Anna Steinmüller, som stadig døjer med senfølger efter de to skrappe behandlinger. Planen er, at hun i øjeblikket arbejder på nedsat tid, og hvis alt går som forventet, så er Anna Steinmüller på fuld tid til april 2022.

– Jeg glæder mig meget til at byde klienterne velkommen i de nye omgivelser, og uanset hvilken problematik man tumler med - muskelspændinger, smerter, piskesmæld, fertilitetsproblematikker, hovedpiner, kæbespændinger eller andet, så vil jeg gøre alt for at sammensætte den allerbedste og mest optimale behandling.

Hvis du vil vide mere om Musculus - klinik for kraniosakral terapi, så gå på hjemmesiden musculus-soroe.dk

Foto: Merete Jensen
Foto: Merete Jensen
Foto: Merete Jensen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...