Syng med Per Krøis Kjærsgaard

Osted: - Det fede ved at synge sammen er at være sammen. Det er den ultimative måde at skabe fællesskab på i en mere og mere fragmenteret virkelighed, for fællessangen minder os om alt det, der binder os sammen, siger Per Krøis Kjærsgaard.

Forstanderen på Osted Fri- og Efterskole har sammen med direktør for Roskilde Kongrescenter, René la Cour Sell, forenet kræfterne i et nyt initiativ, hvor de to er værter for fire Fællessangaftener i Roskilde Kongrescenter.

En ny tradition

Bevæbnet med Danmarks mest solgte bog, Højskolesangbogen, vil de to værter tale om temaerne, sangene og livet, hvorefter de synger sammen med gæsterne. Efter den månedlige fællessang på Osted Efterskole voksede fra 30 til over 250 deltagere hver gang, har Per Krøis Kjærsgaard store forventninger til fællessangen i Roskilde Kongrescenter.

- Forbilledet er jo Vejle, hvor de i DGI-huset nu er oppe på 1.800, der mødes til fællessang - og de startede i en lille kantine. Det kunne være sjovt at starte en lignende tradition op, siger han.

I godt selskab

Temaet for første seance er fællesskabet efter lang tids isolation med Corona. Per Krøis Kjærsgaard har som tekstforfatter og komponist sangene 'Kære linedanser' og 'Gi' os lyset tilbage' på samvittigheden, og begge sange lå på top 5, da DR i 2015 kårede de bedste danske fællessange. Så det er en garvet fællessanger, der sætter sig til klaveret under sangaftenerne i Roskilde Kongrescenter i efteråret.

- Vi fortæller nogle anekdoter om komponisten og trækker tråde til aktuelle temaer, og så kommer vi godt rundt i højskolesangbogen, lover Per Krøis Kjærsgaard.

Der er allerede solgt over hundrede billetter til den første aften med fællessang, som både kan bestilles med og uden varm mad.

Se mere på roskildekongrescenter.dk/sammen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...