Hvorfor stiller du op?
Jeg stiller op for at være med til at udvikle kommunen. Og udvikle den i den retning, som jeg som radikal politiker, synes den skal udvikle sig i.
Hvad er valgets vigtigste temaer for dig? Og hvorfor?
Der er tre områder, som er de vigtigste for mig og Det Radikale Venstre. Den ene er den grønne omstilling. Jeg synes faktisk, at det er det her kommunalvalgs vigtigste tema. Det er så stor en opgave, at vi skal nå en CO2-reduktion på 70 procent i 2030 og være CO2-neutrale i 2050. Der skal vi virkelig rykke meget i den næste valgperiode, hvis vi skal nå det her enormt ambitiøse mål i den næste valgperiode. Jeg tror mange ikke er klar over, hvor ambitiøst det mål er. Det andet tema er børn og unge. Børn og unge er jo hele grundlaget for vores kommune, og det er umådeligt vigtigt, at vi gør det godt for vores børn og unge i det hele taget. Det gælder på daginstitutions-, skole- og fritidsområdet. Og så er det tredje tema er borgerperspektivet, hvor jeg synes, at vi skal være bedre til, både som kommune og som politikere, at lytte til borgerne. Vi skal blive bedre til at være nysgerrige på borgerne. Når vi har borgere, som har et synspunkt, skal vi være nysgerrige på hvorfor, og hvordan kan vi, ved at tænke lidt ud af boksen, så i virkeligheden komme hinanden i møde. Det synes jeg ikke altid, vi er supergode til. Det er afgørende vigtigt for, at vi kan udvikle vores kommune.
Hvilken betydning har klimaet og den grønne omstilling for den kommunale dagsorden?
Som jeg siger, så mener jeg, det er hovedtemaet for de kommende fire år. Hvordan når vi i mål på det her. Du vil nok høre fra alle lokalpolitikerne i Kommunalbestyrelsen, at de har den grønne omstilling højt på dagsordenen. Spørgsmålet er så, hvordan vi kommer derhen, og svarene er bestemt ikke entydige. Og de er rigtigt svære. Hvordan når vi for eksempel hen til, at vi får omstillet 11.000 naturgasfyr til at være på fjernvarme eller varmepumper. 11.000 naturgasfyr har vi i kommunen, og dem skal vi have omstillet og den udfordring er kæmpestor. Og der har vi en udfordring både som kommune, som forsyningsselskab og som borgere. Og vi når kun derhen ved at rykke på det i fællesskabet. Og jeg har ikke løsningerne, men som kommune kommer vi jo til at stille nogle krav til forsyningsselskaberne, og så kommer vi til at have rigtig meget dialog med borgerne om, hvordan vi kommer videre. Det er det ene området. Det andet er transportområdet. Hvordan formår vi egentlig at omstille hele vores transportsektor til el-biler. Noget af vejen tror jeg, det kommer til at gå relativt nemt i Rudersdal. Det at omstille til elbiler tror jeg i dag, og jeg var nok mere i tvivl for et år siden, men i dag tror jeg, at det kommer til at gå hurtigt, for borgerne vil gerne og mange har allerede købt enten en elbil eller en plugin-hybrid, og har fundet ud af, at det egentlig er meget fedt at køre på strøm, fordi der en utrolig god komfort at køre på strøm. Og næste gang man skal købe bil, køber man nok en elbil, fordi man har fået afmystificeret det her. Der er mange, der har to biler, og hvert fald bil nummer to kan køre på strøm. Under alle omstændigheder bliver det her et kæmpe område, og jeg har jo allerede stukket hånden ind i en hvepserede i forbindelse med separatkloakeringen. Det er heldigvis noget vi er politisk enige om, selvom det jo ikke er noget alle borgere er begejstrede for. Men politisk er der konsensus, og det er vigtigt.
Hvad er Rudersdal Kommunes største udfordringer på ældreområdet?
Det er, at der fortsat bliver flere ældre, og at vi sikrer, at der er det antal pladser på vores plejecentre, som der er brug for. Det er vores største udfordring, at vi skal sikre, at når borgerne skal bo et andet sted, at der er de boformer, som de skal bo på. Og det kan være plejecentre, men også en anden type boliger. For egentlig skal man først på plejecentre, når man er klar til det. Og i mellemtiden skal man måske ud af sin villa eller sit parcelhus og have en mere beskyttet bolig. En boform, som er mere ældreegnet, og de boformer skal vi sikre er til stede i kommunen.
Hvad er Rudersdals største udfordringer på børne- og skoleområdet?
Det er udvikling af skolemiljøerne i udskolingen. Det at vi skal skabe et engagerende udskolingsmiljø på alle vores skoler, så det ikke kun er på få skoler. I dag har vi det for eksempel på Birkerød Skole, hvor vi har fleksible læringsmiljøer. De fleksible læringsmiljøer skal vi også have på de andre skoler, hvor der er udskolinger. Der er nu sat et arbejde i gang på Søholmskolen og på Ravnholmskolen, men vi kommer til at have det på alle skoler, og det bliver en stor udfordring at komme i mål med det. Det vil løfte vores udskoling rigtig meget, hvis vi får et inspirerende miljø, hvor eleverne oplever, at det ikke er læring en til en, som lærer til elev, men at man er i et mere inspirerende læringsmiljø. Jeg tror, der er mange, der oplever et kæmpestort skift, når de rykker over i gymnasiet, fordi læringsmiljøet er helt anderledes end i folkeskolen. Der tror jeg, at det miljø vi skaber i udskolingen skal ligne gymnasiernes mere. Samtidig med, at vi skal tage hånd om de elever, som vil kunne have det svært i det miljø. Der er forskellige behov, og vi skal formå at favne alle de behov, der er i udskolingen.
Hvad skal finansiere velfærden i kommunen: Skatter eller effektiviseringer?
Både og. Spørgsmålet er relevant, fordi jeg og Radikale Venstre tror, at vi kommer til at sætte skatten op i den næste periode. Vi har i øjeblikket en mulighed for at sætte skatten op og beholde pengene selv. Den mulighed skal vi udnytte, mens vi må gøre det. Fordi det vil give os det råderum, hvor vi kan sikre os, at vi kan udvikle vores kommune, vi gerne vil. Vi har nogle anlægsprojekter, som vi venter på at få gennemført, fordi vi ikke har midler til det endnu. Og lige så snart vi har de midler, der kommer vi til at sætte skatten op en gang mere. Men vi tror også på, at vi skal lave effektiviseringer. Kommunen er jo som en stor virksomhed, hvor vi hele tiden skal se på, hvordan vi kan gøre tingene anderledes og på en mere smart og hensigtsmæssig måde. Det kan man kalde effektiviseringer eller at løse opgaverne på en anden måde. Men det er at lave nogle omstillinger hele tiden, og hvis vi ikke tør lave de omstillinger, så udvikler vi ikke vores kommune, og det skal vi kunne gøre. Svaret blev både og. Et godt radikalt svar.
Hvad er det bedste ved Rudersdal?
Det synes jeg er den bystruktur, vi har. Det, at vi har 7-8 byområder, der er omgivet af grønt. Vi har en decentral bystruktur og ikke en bykerne, som man har i mange andre kommuner. Vi har Birkerød, Holte, Nærum, Vedbæk, Trørød og så videre som byområder. Og det synes jeg er det bedste ved Rudersdal. At vi ikke er én by, men vi har bycentre og så alt det grønne indimellem. Det sætter jeg stor pris, at det er sådan, at vores kommune er.
Hvor bør Rudersdal Kommune blive bedre?
Det første, der falder mig ind er, at vi skal blive bedre til den grønne omstilling. Vi har virkelig meget at gå efter stadigvæk. Vi er langt fra i mål. Når vi lukker lort ud i vores søer og åer. Når vi stadig har tusindvis af fossilbiler, der kører rundt i kommunen, skal vi blive bedre.
Og så skal som sagt blive bedre til at være nysgerrige i forhold til borgerne.
Syv skæve
Hvis du nu SKULLE stemme på en politiker i Rudersdal fra et andet parti end dit eget. Hvem skulle det så være? Og hvorfor?
Jeg ville nok stemme på en politiker fra Lokallisten. Vi er vist politisk meget på linje. Bare ærgerlig, at de ikke er Radikale.
Hvem er dit største forbillede uden for politik?
Svært at sige. For tiden imponeret over Margrethe den første, der samlede Danmark
Hvad får dig til at grine?
Humor der spidder nutidens absurditeter. Klovn.
Hvad kan gøre dig vred?
Aner det ikke… Jeg kan blive ærgerlig, hvis man ikke overholder en aftale.
Hvad er dine skjulte talenter?
Elsker at dyrke egne grøntsager
Hvad er du virkelig dårlig til?
Håndværkerarbejder overlader jeg til andre
Hvad er din livret?
Hakkebøf står først på menuen efter en ferie.

