Lyde fra isen inspirerede til en ny forestilling

Hvis man har lyst til at tage en pause fra kommunalvalget den 16. november, har skuespiller Lotte Arnsbjerg et bud. Denne dag spiller hun nemlig en interaktiv forestilling i den gamle sal i Byens Hus i Roskilde.

I hovedtræk handler "Det er derfor jeg SKÆLVER” om livet med psykisk sårbarhed og ondt i livet. Men også om hvordan det hele godt kan blive lidt lettere.

– Temaet er de psykisk sårbare. For mig gælder det alle mennesker. Vi er alle sårbare sensitive væsener. Vi lever et liv, der ikke er designet til at være sensitiv, siger Lotte Arnsbjerg og forklarer, at forestillingen derfor kan ses af alle.

Hun har selv været udsat for seksuelle overgreb, da hun var bare fire-syv år.

– Men jeg var ikke bevidst om, hvad der var sket. Som barn var jeg meget besværlig i familien. Jeg havde svært ved at være i mig selv. Men jeg var også et kærligt og fantasifuldt barn, fortæller Lotte Arnsbjerg, som senere også havde svært ved at mærke sig selv seksuelt.

Som 21-årig blev hun landskendt, da hun i 1987 spillede med i tv-serien “Alle elsker Debbie”, som handlede om incest.

– Hvorfor lander jeg lige denne rolle. Det er livets strøm, hvis vi er åbne for det, så får vi det, vi har behov for, siger Lotte Arnsbjerg.

Det var i en efterfølgende proces, da hun var 25 år, at en terapeut fik hende til at indse, hvad hun havde været udsat for.

Hele mennesker

Lotte Arnsbjerg vil med forestillingen gerne sætte fokus på, at vi som mennesker har flere sider.

– Hvis vi hele tiden fokuserer på sygdommen eller traumet, så styrker vi, at noget er forkert. Det her projekt har fokus på det, der virker. Det er vigtigt for os, som skal hjælpe, at vi møder dem som hele mennesker og ikke som en diagnose, siger Lotte Arnsbjerg, som ikke negligerer, at det er smertefuldt, hvis man er udsat for noget hårdt.

– Men hvis vi ikke taler om det, der gør ondt, så bliver det værre, siger Lotte Arnsbjerg og nævner, at forestillingen kan supplere psykiatrien.

Livet er improvisation

Forestillingen er opstået i februar, hvor Lotte Arnsbjerg var ude at gå med sin hund i Utterslev Mose, hvor hun bor. Der var så tyk is, at hun kunne gå på en sø.

– Isen talte til mig, siger Lotte Arnsbjerg og fortæller, at lyden inspirerede hende, så hun optog noget af den på sin telefon, mens hun talte.

Herefter talte hun med musiker Christoffer Høyer, og sammen har de lavet musik og ord i en proces, hvor de improviserede.

– Sådan har vi lavet det her projekt, og nu inviterer vi publikum med ind, siger Lotte Arnsbjerg og påpeger, at improvisering er sådan, livet er.

Enestående øjeblikke

"Det er derfor jeg SKÆLVER” er en interaktiv forestilling.

– Tilskuerne skal digte med. Jeg beder publikum om at skrive ord eller sætninger ned, som bliver samlet ind. Vi har spillet den flere gange, og folk synes, det er sjovt, at de er med. Og det, de skriver, bliver omsat til musik med det samme. Det er ret enestående, hvad der sker i de momenter, siger Lotte Arnsbjerg og fortæller, at der er en meditativ stemning.

Forestillingen skal være forløsende og sætte fokus på, at man godt kan skifte en offerhistorie ud med en heltindehistorie.

– Publikum vil gå løftet herfra. Det tør jeg godt garantere, siger Lotte Arnsbjerg.

"Det er derfor jeg SKÆLVER” spiller den 16. november fra klokken 17-19 i den gamle sal i Byens Hus.

Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...