Steffen Olsen fra Kalundborg plejer at handle i Harald Nyborg i Roskilde, så han synes, at det er dejligt, at Kalundborg nu også har fået en Harald Nyborg.
Han var en af de 20-30 kunder, som stod klar i morges, da Harald Nyborg på Stejlhøj slog dørene op klokken otte, og det var blandt andet en gamerstol til sønnen, som han skulle kigge på.
Indenfor stod personalet klar. Butikschef Johnni Andersen bød velkommen til kunderne.
- Der har været mange kunder forbi den seneste tid, for at høre, om vi var åbnet. Det skal nok blive en rigtig god dag, sagde Johnni Andersen.
Inden butikken åbnede, holdt administrerende direktør Arne Gerlyng-Hansen for Harald Nyborg en tale for personalet, hvor han takkede dem for deres indsats med at gøre butikken klar.
- Det er blevet en rigtig fin butik, sagde direktøren.
Derefter gik der ikke mange minutter, før de første kunder stod klar til at betale ved kassen.