Hvalsø: Et massivt fremmøde af foreninger, brugere af Bidstrupskovene, repræsentanter for institutioner m.fl. fyldte rådssalen på Allerslev Rådhus i aftes.
På dagsordenen var et punkt om at genoptage sagen om naturnationalpark i Bidstrupskovene. Grethe Sabye (K) benyttede sig af initiativretten til at få sagen op igen.
Præmissen for en naturnationalpark i Bidstrupskovene, som benyttes af tusinder af brugere fra en lang række foreninger, organisationer, institutioner og bare enkeltpersoner, har nemlig ændret sig.
Nu tegner sig et perspektiv om indhegning af 640 hektar midt i Bidstrupskovene - hele skovens hjerte - til store græssere som kvæg, elge, bisoner m.fl.
Og tilsvarende udgrænsning af alle de mennesker, der benytter sig af skoven til fritidsaktiviteter. Selv om man godt kan komme indenfor i indhegningerne, frygter mange for store vilde dyr, og hvad man risikerer.
– At bringe denne sag op på dette tidspunkt er helt tosset. Jeg ved det, men det er ene og alene et forsøg på damage-control, sagde Grethe Saabye.
– I virkeligheden skulle vi have haft den bragt op på september-mødet, da det midt september stod klart, at Bidstrupskovene var med på den endelige bruttoliste over ministerens udpegning af kommende 10 nye naturnationalparker med en samtidig udmelding om, at hegning er en forudsætning for naturnationalparker - og ikke, som vi troede, en præmis, der kan forhandles om, sagde hun.
Dermed er Lejres politikeres tidligere høringssvar til Miljøministeriet nu uden betydning, sagde hun.
- Vi bliver nødt til at vågne op og reagere - og ja, måske er det allerede for sent - måske er vi magtesløse overfor Christiansborgs ønske om at redde biodiversiteten. Men vi kan da ikke her lokalt sidde med hænderne i skødet og lade dem prioritere - måske kun en promille på biodiversitets-regnskabet frem for vores borgeres adgang, store udbytte og glæde ved den og tilsyneladende meget afbalancerede brug af Bidstrupskovene, som jo allerede indeholder en mangfoldig natur, ifølge Naturstyrelsens eget udsagn, sagde Grethe Saabye.
Og det skulle vise sig, at der er bred enighed i kommunalbestyrelsen om at sende en skrivelse til miljøminister Lea Wermelin (S) om, at Lejres kommunalbestyrelse siger nej tak til en naturnationalparl med hegning.
Måske under indtryk af de mange fremmødte brugere af skoven i aftes i rådssalen - og de over 30 organisationer, der kæmper for at bevare adgangen til skoven, mens flere stadig kommer til som medunderskrivere på en protestskrivelse.
Lejre bliver dermed den 11. kommune i Danmark, der sender et klart signal til miljøministeren om, at man ikke ønsker hegning i naturnationalparker. Gribskov, Thisted, Læsø og Rebild kommuner har udtalt, at de synes, det er forhastet. Det videnskabelige grundlag er simpelthen ikke tilstede endnu. Der er ydermere begrebsforvirring mellem naturnationalpark og de allerede etablerede nationalparker. Og endeligt peges der på, at det ville være meget bedre med flere midler til naturpleje.
– Der findes ikke på nuværende tidspunkt dokumentation for de høje hegns effekt. Og hvad sker der, hvis det ikke går som man håber? Så står der kun et prestigeprojekt og et hegn tilbage. Man har ikke engang gjort sig den ulejlighed at foretage en risikovurdering i forhold til udsætning af de store græssende dyr, fastslog hun.
