Et botilbud til psykisk syge skal skyde op ved institutionen Rønnegården uden for Gørløse.
Det er Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden, som har ansøgt om at få lavet en ny lokalplan, som muliggør det kommende byggeri af et bo- og aktivitetstilbud på Strøvej 89-95, som allerede huser institutionen Rønnegården.
Den Sociale Virksomhed driver i dag det specialiserede tilbud Lyngdal i Birkerød, men ønsker i stedet at rykke det til adressen ved Gørløse. Lyngdal er et tilbud for mennesker med gennemgribende psykisk udviklingsforstyrrelse, autismespektrumforstyrrelser og lav psykisk udviklingsalder, og som kræver personalebemanding døgnet rundt. Beboerne er følsomme over for stimuli som f.eks. støj, trafik og forbipasserende. Derfor ønsker Den Sociale Virksomhed, at bygningerne er afskærmet, skriver de i ansøgningen til Hillerød Kommune.
Cirkelformet byggeri
Projektet består af et byggeri på 1.600-2.000 kvadratmeter i en etage. Byggeriet har en cirkelformet, central enhed til fællesfaciliteter og personalearealer samt fire længer med boliger på cirka 35 kvadratmeter med egen indgang.
“Passer fint ind“
Planerne har været til behandling i både Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget og Økonomiudvalget, hvor politikerne sendte dem videre i høring.
“Vi synes, planerne ser fine ud, og det passer fint ind, at det skal ligge på landet. De mennesker, der bor der, har ikke behov for at komme meget ud, så det vil ikke påvirke beboerne i Gørløse eller andre steder omkring institutionen,” siger Dan Riise (V), som er formand for byplanudvalget.
Lars Ole Skovgaard Larsen (DF) og Mette Thiesen (NB) tog forbehold for planerne.
Arkitekturrådet har også udtalt sig om planerne. De kalder bygningerne “en sympatisk neddæmpet bebyggelse, men også en relativ stereotyp og stram figur, hvor bolængerne fremstår som fritlagte sommerhuse adskilt fra den centrale og cirkulære fællesbygning”.
Rådet mener, at det nye byggeri kan styrke Gørløse:
“Et nyt tilbud til svage beboere vil klart styrke lokalsamfundet med besøgende, arbejdspladser, opmærksomhed etc.,” skriver de i deres udtalelse.
Ifølge forvaltningen vil projektet give cirka 100 ekstra arbejdspladser, hvilket er antal fuldtidsansatte på Lyngdals nuværende placering.
Borgermøde på vej
Hillerød Kommune inviterer nu til borgermøde om planerne. Det sker torsdag den 16. december kl. 17.30-19.30 på Strøledgård, Strøvej 89-91, 3330 Gørløse. Her bliver planerne gennemgået, og deltagerne kan komme med input og stille spørgsmål.
Efter mødet udarbejder kommunen et lokalplansforslag, som skal i ny høring og til ny politisk behandling.