Alternativet: Medarbejdertilfredshed skal sikre rekruttering på velfærdsområdet

FURESØ: Indenfor de næste ti år stiger antallet af borgere over 80 år markant. Der vil blive brug for endnu mere arbejdskraft indenfor plejeområdet. Samtidig er der et stort politisk ønske om, at rekruttere flere pædagoger for at sikre det gode børneliv i daginstitutionerne.

Det er et emne, som Alternativet har sat fokus på, og byder ind med løsninger til at få løst.

Alternativet i Furesø Kommune har stort fokus på netop rekrutteringsproblematikken.

- Først og fremmest er vi nødt til at erkende, at der er et problem, hvilket i sig selv kan være en udfordring. Dernæst handler det om at finde ud af, hvor de største knaster er, som det rent faktisk er muligt at gøre noget ved, siger Alternativets formand og spidskandidat Allon Hein Sørensen.

Alternativet peger først og fremmest på nødvendigheden af boliger, der er til at betale, idet erfaringerne viser, at man ikke rejser langt efter et arbejde. Furesø Kommune har ganske vist en stor andel af almene boliger, men procentdelen har været faldende i mange år. Knap 15 procent af de planlagte nybyggerier er almene boliger.

- Det betyder, at der bliver for få boliger, som personale med lav og mellem indkomst har mulighed for at komme i nærheden af økonomisk. Det har en negativ effekt på antallet af f.eks. plejepersonale, pædagoger mm. som søger stillingerne, forklarer Allon Hein Sørensen, som også peger på udfordringer på lønsiden.

- Vi er også i direkte konkurrence med andre omkringliggende kommuner, om at tiltrække de bedste medarbejdere, og situationen bliver for os ikke bedre af, at f.eks. Egedal for nylig har valgt at hæve lønnen for pædagoger, hvilket utvivlsomt vil gøre, at de tager en større andel af de dygtigste inden for denne faggruppe, siger Allon Hein Sørensen.

Ikke overraskende er tendensen, ligesom på det private arbejdsmarked, at bedre løn og ansættelsesforhold tiltrækker bedre medarbejdere.

- Bedre løn gør det ikke alene. Det er væsentligt, at medarbejderne også får mulighed for rent faktisk at bruge mere af deres arbejdstid på opgaver, som de brænder for og er uddannede til. Ingen har lyst til at brænde uforholdsmæssigt meget tid af på bureaukrati, statistik, regneark og rapporter, som desværre stadig er en stor udfordring i vores New Public Management samfund”, også her i Furesø, lyder det fra formanden for Alternativet i Furesø.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...