Med sin beliggenhed midt i Roskilde er Absalons Skole meget søgt af forældre uden for skoledistriktet, og det har endnu en gang ført til palaver i forbindelse med den politiske fordeling af børnehaveklasser.
Skole- og børneudvalget kunne ikke blive enige om, hvor mange klasser Absalons Skole skal have, og derfor bliver den sag først afgjort på byrådsmødet i næste uge.
I mellemtiden er forældre og skolebestyrelse kommet på banen for at undgå, at 22 ansøgere bliver afvist, og skolen bliver barberet ned fra tre til to klasser, hvor den ene er en nestklasse på 16 børn med plads til fire elever med autisme.
En lignende sag var oppe i 2020, og igen er situationen den, at Absalons Skole har ansøgere til tre nye klasser, men den ene vil udelukkende blive oprettet, fordi skolen har så mange ansøgere fra andre distrikter.
Det er imod principperne, fordi det skævvrider optagelsesgrundlaget for andre skoler. Når der alligevel er politisk uenighed skyldes det, at Absalons Skole i 2021 - i kølvandet på den seneste ballade om klasseantallet - fik et spor af nest-klasser.
De blev blandt andet placeret på Absalons Skole, fordi det ville skabe »de bedste pædagogiske og undervisningsmæssige rammer om tilbuddet« at have to almenklasser ved siden af. Desuden ville det give Absalons Skole bedre mulighed for at kunne opretholde de tre spor, skolen er indrettet til.
Siden er Sct. Hans-området endda skåret ud af Absalons distrikt og flyttet til Sct. Jørgens Skole for overhovedet at have plads til distriktets egne børn, men nu risikerer man altså at ryge ned på en tosporet model.
Flere risici
Nogle af de pointer vil skolebestyrelsen minde om i et brev stilet til byrådet, inden de tager en beslutning.
Dels er der hensynet til nest-klasserne, som har gavn af at indgå i en tresporet skole, men også til skolen som helhed. Færre klasser giver en mindre økonomi, og specialsporet kræver mere ledelse, når der er visiteret børn til det.
- Dem skal der følges op på, og det kan man bedre rumme på en stor skole. Det vil være en ekstra udfordring for skolen, hvis man gør den mindre, for så vil det kræve relativt være en større del af ledelseskræfterne, siger skolebestyrelsesformand Karen Asholt Pedersen.
Bestyrelsen mener, at der må være basis for at opretholde tre spor på både Sct. Jørgens Skole og Absalons Skole. Der skal nemlig ikke mere end tre tilflyttere til, før skolen alligevel er tvunget til at oprette endnu en klasse med den uro og udgift, det medfører.
Formanden mener også, at udsving i klasseantallet gør det usikkert for personalet.
- Så er spørgsmålet, om de gider at være på en skole hvor det hvert andet år er spil, om man må være der, og hvert andet år kan man få en stilling. Sådan har det altid været i Roskilde, men det er bare nogle andre skoler, der har været udsat for det før, siger Karen Asholt Pedersen.
Endelig har hun svært ved at afvise så mange børn, som ikke nødvendigvis havner på folkeskolen i deres hjemdistrikt.
- Nu er der venteliste på de fleste privatskoler i Roskilde, men hvis ikke der var det, ville man ikke se mange af de børn, der bliver afvist, siger Karen Asholt Pedersen.
- Vi bliver ramt hårdt
Fem børn med søskende på Absalons Skole risikerer nu at blive afvist, så de må gå på en anden skole.
Nogle af de forældre har skrevet til byrådet for at give udtryk for deres frustrationer.
- Vi har tre børn, der så vil være i tre forskellige institutioner de næste fire år, så vi bliver som familie ramt meget hårdt af det her, siger en af de forældre, Ida Nilsson, der ligesom skolebestyrelsen mener, at man giver forældre ulige muligheder for frit skolevalg.
Hun havde ikke valgt Absalons Skole, hvis hun var i tvivl om, at hendes to andre børn kunne komme på skolen. Og hun synes ikke, det virker gennemtænkt at regulere i klasseantallet fra år til år, så hverken skole, børn eller forældre ved, hvad de kan regne med.
- Man straffer en skole, der gør det godt, og jeg synes ikke, der er nogle gode argumenter for at gøre det, siger Ida Nilsson.
En svær balance
Socialdemokratiet og Radikale Venstre har i skole- og børneudvalget stemt for den fordeling, der kun giver to klasser til Absalons Skole.
Jette Henning er opmærksom på Absalons Skole, men vil være ked af at oprette en hel ekstra klasse, som ikke er distriktsbørn, fordi det trækker grundlaget væk fra andre skoler.
- Det er en rigtig svær balance, og jeg forstår godt, at forældrene er kede af det og frustrerede over det, når det rammer ens familie. Vi prøver at veje forskellige hensyn mod hinanden, når vi træffer de beslutninger. Som det er nu, er byrådet ikke enige, så vi skal nok tale sammen og finde ud af, hvad vi gør, siger hun.
Ingen søskendegaranti
Jette Henning understreger, at det ikke er en garanti at blive optaget på en skole uden for eget distrikt, hvis man har søskende på skolen, men det er et hensyn, man lægger stor vægt på.
Hun er indforstået med risikoen for, at de vragede forældre sender deres børn på privatskolen, men det vil være det samme, hvis Sct. Jørgens Skole kun får to klasser.
- Nu har jeg stået i byrådssalen flere gange som skole- og børneudvalgsformand med forældre fra både Sct. Jørgens Skole og Absalons Skole, der kun fik to klasser. Den står ofte og balancerer mellem de to skoler, og det er en svær balance, så vi skal lande den løsning, der tilgodeser skolevæsenet i Roskilde, siger Jette Henning.
Byrådet vedtager 31. januar, hvor mange børnehaveklasser folkeskoler opretter til sommer. Ud over fordelingen mellem Absalons Skole og Sct. Jørgens Skole er det stadig åbent, om Nordskolen får fire eller fem nye klasser.
