Engang var Hvidovre IF en stor klub i dansk fodbold. I 17 sæsoner fra 1965 til 1985 spillede klubben i den bedste danske fodboldrække, og i den periode blev det blandt andet til tre mesterskaber og en pokaltitel.
I de seneste 40 år har der dog ikke været meget at fejre for Hvidovre IF. Det seneste rigtig store øjeblik var i august 2013, da lokalrivalerne fra Brøndby kom på besøg, og hvor Hvidovre på to minutter sendte chokbølger gennem hele Vestegnen og ekspederede de blå-gule favoritter ud af turneringen.
Netop Brøndby overtog op igennem 80’erne Hvidovres position som den største klub på Vestegnen.
- Hvidovre IF var en storklub, men det er den jo ikke i dag. Så det er jo rigtigt, når Peter Lassen siger, at der var 7.000 tilskuere på stadion, og de 6.000 af dem nok holdt med Brøndby, der jo har overskygget Hvidovre på alle parametre, fortæller Morten Bruun, der selv har spillet topfodbold og var med til at vinde EM i Sverige 1992 med det danske landshold.
Han udgav i september bogen Kampdag om dansk fod-bold, der tager læseren med på en omfattende rejse til 43 klubber i dansk fodbold. Klubberne har han selv udvalgt, og Morten Bruuns nysgerrighed har blandt andet bragt ham fra Vestegnen til Thy, Bornholm, Lolland og Sydfyn. Et af yndlingskapitlerne handler dog om Hvidovre.
Var en stor klub
I sit arbejde med Kampdag fandt Morten Bruun ud af en masse om Hvidovre IF, som han ikke var bevidst om i forvejen, specielt om klubbens storhed.
- Jeg vidste godt, at Hvidovre IF var en stor klub, men jeg var ikke klar over, hvor stor den egentligt var. Og så fik jeg fat i nogle rigtig vidunderlige kilder, blandt andet ham, der står stærkest i fortællingen, Michael Christensen, Hvidovre IF’s gamle anfører og nu desværre afdøde anfører, siger Morten Bruun om sin tredje bogudgivelse.
Den tidligere Hvidovre-an-fører, der nåede at spille 408 kampe for klubben, har hjulpet Morten Bruun med at fortælle historien om Hvidovre IF og klubbens tre mester-skaber, også selvom han ikke kunne huske så meget fra det første DM-guld i 1966, hvor han var 10 år gammel.
- I 1973 er han stadigvæk ungdomsspiller, men i 1981 er han nøglefiguren på det seneste rigtig stærke Hvidovre-hold. De var lige oppe i en sæson i 1996/97 under Jan Kalborg, men der kan man ikke rigtigt snakke om, at det var et meget stærkt hold, forklarer den tidligere Silkeborg-spiller, der selv optrådte i den bedste danske fodboldrække fra 1988 til 2001.
Blev mætte
I årene efter 1981 var Hvidovre stadigvæk en stor klub, men spillede ikke længere med om mesterskaberne. Ifølge Michael Christensen mistede spillerne deres sult.
- De følte, at nu var de konger af Hvidovre og af dansk fodbold, og så var det egentlig fint. Hvad skulle de ellers opnå? De havde vundet pokalfinalen, de havde vundet mesterskabet året efter og spillede mod Juventus i Europa Cup’en, og så gik der bare rigtig meget Johnny’s Bodega i den, fortæller Morten Bruun.
Han mener, at det er et vidnesbyrd om en tidsalder, hvor pengene først lige var begyndt at gøre sit indtog i dansk fodbold, men spillere og klubber havde slet ikke vænnet sig til, hvad det ville sige.
- Jeg var selv med i det nogle år senere med Kolding IF, og det var bare et spørgsmål om, at vi fik lidt penge for at gøre det, vi altid havde gjort, og så blev der i øvrigt ikke stillet andre krav, end der havde været stillet tidligere, siger Morten Bruun.
Derfor kunne de bedste spillere stadigvæk leve det, som Michael Christensen beskriver som et useriøst liv i topfodbold og stadigvæk vinde titler.
Charmerende historie
Selvom Hvidovre ikke længere er en storklub i dansk fodbold, rummer klubben fra 1925 på en charmerende historie ifølge Morten Bruun.
- Den store fortælling om Hvidovre er jo vidunderlig. Det her sted i 60’erne, hvor folk flytter ud. Dem, der fik lidt flere penge mellem hænderne og kunne flytte ud fra stenbrolejlighederne, hvor der ikke var lokum tilhørende lejlighederne, siger han.
Dengang var det et udtryk for, at det gik godt i Danmark, når folk flyttede i ud til Hvidovre, hvor befolkningstallet næsten blev fordoblet i årene fra 1950 til 1965. Det betød også, at Hvidovre havde rigtig gode muligheder for at rekruttere de bedste spillere.
- Dengang var der ikke nogen, der skiftede klub, så vil sige, at var du mange mennesker i et område, kunne du samle et stærkt hold, forklarer Morten Bruun.
Til den del af fortællingen havde han fat i John Steen Olsen, der spillede for Hvidovre i klubbens storhedstid i 60’erne, og som i dag gør sig som talentspejder.
- John Steen Olsen siger til mig, at løsningen for klubben dengang, hvis de ville spille topfodbold, var at spille Hvidovre op. Så på tre sæsoner rykkede Hvidovre fra Kvalifikationsrækken, som det hed dengang, og som var en slags fjerdedivision i virkeligheden, fortæller Morten Bruun.
Hvidovre rykkede i 1965 op i den bedste række, tog et kort pusterum og vandt ganske suverænt mesterskabet året efter.
På afveje
Kapitlet om Hvidovre hedder ’Målmænd på afveje’, og dan-ner rammen om en af de bedste fortællinger i bogen ifølge forfatteren selv.
Den er fra 1960’erne og handler om John Worbye, der begyndte sin karriere i Hvidovre som målmand.
- Så kom Jørgen Henriksen, som mange i Brøndby måske husker for at være mangeårig målmandstræner. Han er bare en bedre målmand end John Worbye, og i dag ville John Worbye nok have sagt ‘enten resignerer jeg og spiller på andetholdet som målmand, eller også skifter jeg klub’, men det gjorde han ikke, forklarer Morten Bruun.
Det var ganske usædvanligt, at folk skiftede klub dengang, og det gjorde John Worbye heller ikke. I stedet etablerede han sig på en anden position på holdet.
- Han siger ‘hvis Jørgen Henriksen er en bedre målmand end mig, må jeg jo spille i marken’, siger Morten Bruun.
Omskolingen gik så godt, at John Worbye kom på landsholdet.
- Det er jo ikke en fortælling fra 1923, det her. Det er nok heller ikke noget, der kunne ske i dag. Men det er immervæk en stærk fortælling fra en tidsalder, hvor fodbolden minder om det, som det er i dag, siger Morten Bruun og tilføjer, at det heller ikke dengang var helt nemt at blive omskolet fra målmand til back.
Derfor står historien om John Worbye også som den allermest charmerende fortællinger i Kampdag, hvor Peter Schmeichel også spiller en rolle i kapitlets navn.
- Den anden grund til, at kapitlet hedder målmand på afveje, er, at Hvidovre IF er det første hold, som jeg spiller mod, for bogen er også en erindringsbog, siger Morten Bruun, der kom til Kolding IF fra fra danmarksserieklubben Aabenraa.
Ned ad Hvidovrevej
I Morten Bruuns første kamp på førsteholdet er modstanderen netop Hvidovre IF på Hvidovre Stadion, og det var en stor oplevelse.
- Det var trods alt kun fire år efter, at de var blevet mestre. De havde Peter Schmeichel på mål, og grunden til, at han kommer ind her som en målmand på afveje, det er, at vi fører 1-0 meget sent i kampen, og så går han med frem i forsøget på at udligne. Så får vi en kontra og løber ned og scorer til 2-0 i det tomme mål, husker den tidligere Silkeborg-spiller.
Det er samtidig hans egen stærke erindring om Hvidovre IF, fordi han selv kom for sent til for alvor at opleve klubbens storhedstid.
- Jeg kan godt huske, da de vinder i 1981, og jeg kan huske Steen Hansens frisparksmål i sidste spillerunde, og jeg kan også huske den her pokalfinale mod Lyngby, som vist nok er alletiders mest målrige pokalfinale i ordinær tid. Den endte 5-3 til Hvidovre. Men så kan jeg heller ikke huske mere, siger Morten Bruun.
Hvidovre er ikke det første sted, han tager til, når han af og til er i København. En journalistkollega gav ham derfor to råd, da han hørte, at Morten Bruun ville fortælle historien om Hvidovre.
- Skal du fortælle historien om Hvidovre, skal du gå en tur ned ad Hvidovrevej, og du skal snakke med Michael Christensen, siger Morten Bruun.
Han går derfor ned ad Hvidovrevej - fra havnen til Damhussøen.
- Hvidovrevej er jo lang. Jeg kender den kun fra Matador, men den tegner billedet af Hvidovre. Jeg er blandt andet forbi Johnny’s Bodega, og jeg er forbi Hvidovre Rådhus, hvor førsteholdet blev modtaget, da de havde slået B1909 i den afgørende kamp om det første danske mesterskab, forklarer Morten Bruun og bekræfter, hvad hans kollega har fortalt ham.
Efter rådhuset passerer han Rosenhøj, hvor Daniel Aggers trøje fra Liverpool med nummer fem på ryggen hænger i glas og ramme i klubhuset.
- Det er en skøn måde at lære Hvidovre lidt at kende, siger han.
En glemt kæmpe
Morten Bruun elsker at se fodbold på stadion, og en af bogens grundpræmisser er netop også, at han skal se kamp på hver af de 43 klubbers hjemmebaner. I arbejdet med Hvidovre blev det til en kamp på Hvidovre Stadion mod Skive.
- Min rigtig gode ven Peter Lassen, som spillede i Silkeborg, og i dag er altmuligmand i Hvidovre, han har to spille-dages karantæne. Så jeg ser dele af kampen stående på en blokvogn stablet med tre euro-papaller, så vi kan se kampen, for Lassen må ikke være på stadion, fortæller Morten Bruun og griner.
Det er her, han får Peter Lassens historie med Hvidovre IF. Ifølge Morten Bruun er Peter Lassen en farverig person, der også på mange måder personificerer det, som Hvidovre er i dag.
- Det er en klub, der kæmper en kamp for at være i den næstbedste række. For at være lidt bedre end Frem, AB og B93. Og i de her år lykkes det på forunderlig vis. Jeg vil tro, at de har et af de laveste spillerbudgetter i 1. Division, siger Morten Bruun. Peter Lassen gør historien om Hvidovre komplet for Mor-ten Bruun.
- Det er fortællingen om Hvidovre IF, og den ville jeg ikke kunne fortælle for et år siden. Der havde jeg ikke brikker nok til det her puslespil, som jeg nu har lagt nu, siger han.
Missionen med Kampdag er tage læseren med en tur rundt i det danske fodboldlandskab til klubber, som måske ikke får så meget omtale som eksempelvis FC København og Brøndby IF.
- Dem fortæller jeg selvfølgelig om, men ligesom ideen med min engelske bog Matchday var at fortælle historier fra Barnsley, Luton og Sunderland, var det også min ambition med kampdag at fortælle de her historier om de glemte storklubber, og måske de klubber, der aldrig nåede at vokse sig helt store, forklarer Morten Bruun.
Hvidovre IF er netop en af de glemte kæmper, og fanskaren bliver ældre for hvert år, der går. Morten Bruun har dog et håb om, at de gamle storklubber får lov at blomstre igen. For selvom man for eksempel besøger Parken eller Brøndby Stadion jævnligt, betyder det ikke, at man ikke også kan kigge forbi Hvidovre. Der er nemlig en verden uden for Superligaen.
- Det er i hvert fald noget andet end den her storklubskultur, hvor man kommer og er en del af for eksempel Sydsiden, hvor der er fadøl, og gang igen. Det er måske lidt mere skævt, og måske også lidt hipt at sige, at man holder med Hvidovre og ikke bare gør som alle de andre, siger Morten Bruun.
Tro mod værdierne
Hvidovre bliver måske aldrig en storklub igen. I stedet har den fundet sin plads i dansk fodbold.
- Peter Lassen siger, at klubben ikke sælger sin sjæl til en udenlandsk investor. Det er også et standpunkt at tage at være en dansk klub og tilpasse sig markedet derefter, som for Hvidovre IF er enten den tredje- eller næstbedste række, siger Morten Bruun, der har stor respekt for det synspunkt.
Han mener dog, at man skal passe på med at dæmonisere alle udenlandske ejere, selvom der er adskillige eksempler på, at det ikke er gået ret godt.
- Det er fedt med en klub som Hvidovre IF, der siger, at det ikke er klubbens opgave at blive ejet af udenlandske investorer, siger Morten Bruun.
Han mener, at klubbens mission er at være et tilbud til de næstbedste, der gerne vil spille elitefodbold og få det til at passe sammen med et civilt job. Derfor vil han heller ikke høre tale om, at klubben har resigneret.
- Det synes jeg ikke, at de gør. De har bare fundet deres hylde, deres sted at være i den danske fodboldverden, og lige nu ser det ud til at være bæredygtigt, siger Morten Bruun.
Han har nydt at få historien om Hvidovre IF serveret af Michael Christensen, Peter Lassen og John Steen Olsen - også selvom Hvidovrevej var lang.
