GRÆSKAR Selvgjort er velgjort. Det må være læren, efter Henrik Jensen fra Græsted lørdag vandt årets DM i Kæmpegræskar i Tivoli.
For Henrik Jensen har lært det hele selv. For ti år siden overtog familien deres landejendom på Tulstrupvej mellem Blistrup og Græsted, og siden har han eksperimenteret i have og drivhus.
– Det er ren learning by doing. Jeg har en naturlig interesse for natur og jord, og så har jeg bare prøvet mig frem, siger Henrik Jensen, der til daglig driver Hotel Fy & Bi og Café Asta i Valby i København.
Foruden kæmpegræskar dyrker han også tomater i kæmpestørrelse og har også forsøgt sig med store solsikker.
Held og hårdt arbejde
Henrik Jensen har nu i seks år dyrket kæmpegræskar, og er fire gang nået til “finalen” i Tivoli, hvor 10 kæmpegræskar dyster om danmarksmesterskabet. Og det kommer man ikke sovende til, selv om han egentlig selv siger, “man ikke behøver gøre så meget”.
– Det handler i bund og grund meget om held, siger Henrik Jensen. Der dog alligevel vil indrømme, at der også er lagt tid og arbejde i græskarret:
– Jeg har måske brugt en time om dagen siden marts. Som regel er jeg oppe at kigge til det en gang om morgenen og en gang om aftenen. Så jeg har tit været oppe med pandelampen på og se, om alt så rigtigt ud, siger Henrik Jensen.
Det daglige arbejde med græskarret har desuden indebåret gødning med rå mængder heste- og hønsemøg, og store mængder vanding med brændenældevand. Desuden har blæsere i drivhuset sørget for, at græskarret ikke har fået for meget fugt.
– Og hestemøg, det er der krudt i. Der er noget supernatur over det, når man kan få ting til at vokse så stærkt udelukkende med sollys, vand og gødning, siger Henrik Jensen.
Vender tilbage
Henrik Jensen har ikke tænkt sig at stoppe på toppen. Allerede nu har han et klart mål for næste års kæmpegræskar:
– Der skal vi altså over 500 kilo, siger Henrik Jensen.
Hans vindergræskar fra i år - som altså vejede 497,6 kilo - havde stamtavlen i orden. Det var spiret på frø fra Jens Peder Skønager fra Ribe, der vandt DM i både 2019 og 2020. I 2020 med et græskar på 970,4 kilo, nuværende Danmarksrekord.
Men om næste års kæmpegræskar kommer fra Jens Peder, Henrik Jensens eget græskar eller et helt tredje sted, det er endnu for tidligt at sige:
– Man gør sådan, at man spirer nogle stykker, alle mulige forskellige, og så kigger man på, hvad der udvikler sig bedst helt fra starten. Så sætter man fire-fem planter op, og satser på den, der ser bedst og sundest ud, siger Henrik Jensen.

