Hellebæk: Med de begrænsninger, corona det sidste lange stykke tid har sat in mente, stod lørdag ved Hammermøllen i Hellebæk både i festivalens og forløsningens tegn.
Syv live-optrædener, fadøl, grillpølser og flæskestegssandwich og omkring 500 gæster i idylliske omgivelser i Hellebæk Skov var det, der skulle til, for at runde sommeren af. Og det var også dét, der skulle til, for at festivalens konferencier kaldte festivalen for »dødsstødet til corona«, inden han gik på scenen og introducerede næste optræden.
Det gjorde han ved at fortælle, at der var tale om et orkester, der bevæger sig inden for genren »indie folk« og har et klart, skandinavisk islæt.
Nordisk
Og det går godt i spænd med det, Nordsjæl Festival forsøger - nemlig at fokusere på nordiske artister, nordisk lyd og hvad det i det hele taget vil sige at være nordisk. Men der skal ikke konkluderes på spørgsmålet ifølge initiativtager til festivalen Casper Skovgaard. Det handler lige så meget om at skabe et forum, hvor nordiske kunstnere kan mødes og inspireres og få en god festival stablet på benene.
Normalt er der flere fra de øvrige nordiske lande, men da corona gjorde det svært at booke dem, måtte gæsterne lørdag mestendels tage til takke med danske optrædener. Dog var det ingen sag for »Guldimund« og det tilhørende orkester at blive tiljublet af publikum.
Publikum med
Særligt bemærket gjorde Svend Meinil sig, da han med sit saxofon-spil imponerede. Til Guldimunds koncert blev kunstneren »Knægt«, der ellers spillede guitar resten af koncerten, også introduceret og spillede et af sine egne numre. Her gav hans vokal mindelser til Minds of 99-forsangeren Niels Brandt: Med en snært af noget nasalt, men dyb og sikker.
Publikum blev generelt taget godt i hånden, men da Guldimund igen overtog vokalen, måtte han lige rette appel og sige, at »det kan I godt gøre bedre«, da han spurgte, hvordan publikum havde det. Og så blev der da også huet en tand mere fra, til Guldimunds begejstring.
Det var et blandet publikum, der lørdag havde fundet vej til skoven. Der var masser af dreadlocks og cornrow-fletninger at få øje på, ligesom både ældre og yngre og børnefamilier havde lagt vejen forbi. De helt små børn måtte dog udstyres med høreværn.
Bo og Nina Hansen, der har boet i Helsingør i flere årtier, havde også taget til skoven i Hellebæk. Bo Hansen er såmænd bedste venner med Casper Skovgaards far, og de var lige så glade for at se ham, som de var for at være taget fra Vedbæk, hvor de bor i dag, til festivalen.
- Man kunne ikke bede om mere på sådan en dag, tilføjer Bo, der bakkes op af sin kone.
Tilbage
Da der var gået godt og vel en time af Guldimunds koncert, sagde han, at det kom an på, hvorvidt publikum var interesseret, hvis han skulle spille et ekstra nummer. Det var de naturligvis, og da dette var færdigt, gav Svend Meinil den en sidste gang med saxofonen.
Og før det takkede Guldimund af og lagde vægt på, hvor glad han havde været for at komme og spille for publikum. Nostalgisk blev han også, i og med at han selv var kommet meget i skoven omkring Hammermøllen, som han forklarede, mens han næsten virkede overvældet af taknemmelighed.
Nordsjæl Festival har eksisteret som en årlig begivenhed siden 2017. Derfor var det ikke med hentydning til selve festivalen, men nok snarere generelt det sidste stykke tid, der har været tungt at danse med i coronas varetægt - også for bands - da Guldimund sluttede sin talestrøm.
- Vi er tilbage, sagde han. Som i tilbage til normale tilstande, hvor man ubekymret kan gå til koncert. Og denne sensommerlørdag så det ud til at være enighed blandt publikum.