Da Cecilie Fløes forældre for 15 år siden meldte hende ind i lokale Erritsø GIF syd for Fredericia, gik der ikke mange år, før den spinkle pige begyndte at ane, at det godt kunne blive til mere end en leg med bolden.
Så sjovt havde Cecilie Fløe det, at hun blev ved og ved med at lege med bolden, og i denne tid begynder hun så småt at høste frugten af de unge års spil på barndommens tremandsbaner på blandede hold.
- Jeg synes bare, det var sjovt, og jeg da lidt minder fra tremandsstævner, fortæller Cecilie Fløe.
I dag får hendes hidsige løbearbejde som angriber hjertet til at hoppe i diverse forsvar i den bedste kvindelige række, hun spiller Champions League for HB Køge og blev for nylig udtaget til landsholdet, hvor det blev til spilletid.
Alt sammen er det gået meget hurtigt for Cecilie Fløe, der nyder at være i HB Køge, selv om hun i foråret faktisk var på vej til USA.
- Det har været fedt at komme til HB Køge og få en ny udfordring - det er spændende her, og det er gået over al forventning. Jeg var rimelig klar til at flytte hjemmefra, og det har fungeret fint. Det handler meget om fodbold her, men vi er gode til at lave andet også. Nu tager jeg er sabbatår med fokus på fodbold, og så skal jeg begynde på noget uddannelse næste sommer, fortæller Cecilie Fløe efter torsdagens træning og frokosten i Spar Nord Loungen på stadion.
Der samles kræfter til AaB-kampen lørdag og besøget af Arsenal på onsdag, hvor den tredje Champions League-kampe skal spilles.
- Fodbold betyder alt for mig, og det er min førsteprioritet, og lige siden jeg var helt lille har jeg villet spille fodbold så meget som muligt og haft en lillepige-drøm om at komme på landsholdet. Da jeg startede i gymnasiet, gik det op for mig, at jeg var god nok til at kunne spille med på et højere niveau end jeg havde gjort, og der blev drømmene mere realistiske. Lige siden er det gået fremad.
Cecilie Fløe havde netop været et år på Efterskolen ved Nyborg i 2016-17 (var til skole-VM og blev nummer fem) efterfulgt af et år på highschool på Montverde Academy i Florida, og nu var der sat ild til fodbolden.
- Jeg udviklede mig meget, og min efterskolelærer mente jeg skulle finde en anden klub en Middelfart, hvor jeg spillede. Jeg prøvetrænede i Kolding og Odense og valgte Odense. Jeg var ret utilfreds med at være i Middelfart, for der var nogle kampe, hvor jeg blev skiftet ud og ind tre gange, selv om jeg var blandt de bedste. Jeg klagede lidt over det til træneren, og så blev det bedre.
Skiftet til Odense kom i 2018, hvor Fløe var til udgangen af 2019, inden turen gik til KoldingQ fra vinteren 2020 til sommeren 2021.
- Odense skulle spille kval-spil til Ligaen, men Kolding havde fået et professionelt setup med en fuldtidstræner (Anders Jensen, red.), og jeg det ville jeg godt være en del af. Jeg havde hørt meget om Anders fra herresiden, så det skulle jeg prøve. Jeg boede i Erritsø, så det var også kortere at køre til træning. Det gav bedst mening. Jeg udviklede mig meget teknisk i Kolding, kom til at spille hurtigere, og så gav det mig personlig udvikling også. Det var en god tid, fortæller Fløe.
Sidste vinter begyndte hun dog at forberede et skifte en collegeklub i USA, og Fløe havde allerede fundet en klub, da sportschef Jonas Nielsen i HB Køge en dag var i den anden ende af telefonen. Det var marts eller april.
- De var ret sent ude, og først afviste jeg det fordi jeg skulle til USA, men jeg tænkte nærmere over det efter en snak med mine forældre, så jeg ringede tilbage til Jonas for at høre mere om deres projekt. Det lød fedt med det, de ville, med træningstider, mad, ambitioner og det hele. Jeg vidste, jeg ikke ville komme til tops med Kolding, for der skal mere til. HB Køge klarede sig jo godt sidste sæson og blev siden mestre, og jeg ville gerne prøve kræfter med en topklub. Jeg ville spille, men det kunne Jonas jo ikke love, men hvis jeg kæmpede for det, var der en god chance. USA kunne være fedt, men så valgte jeg HB Køge.
Med til beslutningen om at blive hjemme hører et opkald til landstræner Lars Søndergaard, som Anders Jensen bad Fløe om at foretage.
- Jeg følte ikke, jeg var tæt på landsholdet, så jeg var lidt overrasket over den besked. Lars sagde, at jeg ikke ville komme i betragtning til landsholdet, hvis jeg tog til USA, så jeg var nok tættere på landsholdet end jeg troede for et halvt år siden. Jeg valgte så HB Køge fordi det er en topklub, og det var megafedt, at de blev mestre. Det var et kæmpe plus, smiler Fløe.
Hun kom altså ind på mesterholdet i sommerferien med udsigt til Champions League-kvalifikationskampe i efteråret.
- Jeg var meget spændt, men "Isa" var der, og Færge og Horne kom hertil, så helt fremmed blev det ikke, men jeg var spændt på at se niveauet, siger Fløe. De nævnte spillere er holdkammeraterne Isabella Obaze, Emma Færge og Sofie Hornemann.
- Det har været fedt fra dag et, tempoet er højere, og det har levet op til, hvad jeg havde troet og forventet, siger Fløe.
HB Køge slog Sparta Prag og spillede sig ind til Champions Leagues gruppespil med Barcelona, Arsenal og Hoffenheim, og holdet fører den hjemlige liga suverænt.
- Vi har en stærk mentalitet, og vi har nogle amerikanere, der bare knokler og vil være de bedste i alt. Det hjælper os andre, så vi vil blive de bedste og hjælpe hinanden. Det fungerer, og vi tror på os selv, og så er vi ikke bange for at slå os. Hvis vi falder, så rejser vi os op igen og hjælper hinanden igennem det hele.
- Min drøm her at blive mester og komme i Champions League igen, så vi udvikler os, og jeg udvikler mig personligt. Det vildeste vil være at komme videre fra puljen en gang, men det kommer helt an på, hvem vi møder, som Fløe siger.
Hvor langt kan HB Køge gå?
- Vi kan rykke os rigtig meget, og det vil vi her. Jeg stoler på klubben, og vi har nogle fantastiske ejere, som elsker holdet, vi elsker dem, og det er fedt. Vi er sammen om det hele, og ejerne er helt nede på jorden og tæt på os - det er fedt, at de er så søde og åbne. Så føler man sig hjemme. De vil gøre alt for os, og vi vil gøre alt den anden vej.
Midt i et travlt efterår kom så også udtagelsen til landsholdstruppen, der for nogle uger siden mødte Bosnien og Montenegro. Den første danske A-landsholdsspiller i HB Køges historie.
Fløe blev ringet op før den officielle udtagelse den 8. oktober, hendes 20 års fødselsdag.
- Lars havde ringet to gange, hvor jeg ikke tog telefonen fordi jeg ikke kendte nummeret. Men jeg tjekkede det op og så, det var ham, og så tænkte jeg...og ringede ham op og fik beskeden om udtagelsen. Jeg var i chok - "mig, er du sikker"? Det blev rigtig en god dag, og jeg vidste ikke, jeg var så tæt på - jeg troede, der var 10 foran mig, så det var en god overraskelse, griner Cecilie Fløe med tanke på en omtumlede dag.
Fløe kom ikke på banen mod Bosnien, men fik det sidste kvarters tid mod Montenegro den 26. oktober som erstatning for Sofie Junge Pedersen i 5-1 kampen på Gradski Stadion i Podgorica.
- Det var fedt at være med, men jeg var meget nervøs i starten. De andre var gode til at hjælpe og guide, og det var som det skulle være. Det kunne være fedt at komme med igen, men jeg har ingen forventninger om noget, for der er mange gode spillere på min plads.
Hvad er dine ambitioner?
- Jeg vil gerne til udlandet en dag og leve af det - det kunne være det fedeste. Udlandet er ikke Skandinavien og heller ikke Tyskland! England, Spanien eller Frankrig, måske Italien, kunne være en mulighed. Jeg tager det roligt og har en tre-årig kontrakt her, så vi må se, siger Fløe beskedent.
Jeg skal tage det stille og roligt og beholde benene på jorden, ellers fungerer det ikke for mig.
Cecilie Fløe
20 år
Klubber: Erritsø GIF, Middelfart, Odense, KoldingQ, HB Køge
Debut på A-landsholdet: 26. oktober ude mod Montenegro.
Mål for HB Køge: 5.




