Spørgsmål fra salen: Lærerformand har ordet

Villabyerne sender spørgeretten videre til forskellige personer fra lokalsamfundet.

Villabyerne sender spørgeretten videre til forskellige personer fra lokalsamfundet.

Normalt stiller Villabyerne selv alle spørgsmålene. Men nu gør vi en undtagelse i anledning af det snarlige kommunalvalg.

Vi har identificeret en række interessegrupper i Gentofte, der til sammen repræsenterer et bredt udsnit af Gentoftes borgere, og vi har bedt dem om hver især at formulere et spørgsmål, der ligger netop dem på sinde. Lige nu.

Det spørgsmål får alle spidskandidater mulighed for at besvare. På den måde kan læserne hurtigt orientere sig i politiske forskelle i aktuelle, lokale spørgsmål. I denne uge har vi dog ikke modtaget noget svar fra Dansk Folkepartis Rita Rahbek Russell.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Jeppe Dehli, formand for Gentofte Kommunelærerforening, der starter med at forklare baggrunden for sit spørgsmål.

Baggrunden: Der er løbende rettet opmærksomhed på elever med behov for en særligt tilrettelagt specialpædagogisk undervisning, i en grad hvor opmærksomheden på det almene område kan fjerne sig. Der knytter sig en række problemstillinger hertil: kvalitet i undervisningstilbuddet, der tilgodeser alle elever, økonomien der kan være svær at styre, balancer mellem det almene og det specialiserede undervisningstilbud, det pres der kan være på og mellem klassekammerater, når vi skal lykkes med undervisning i klassefællesskabet med stor forskellighed i behov.

Spørgsmålet: Hvordan lykkes vi med, at eleverne i højere grad sikres, at undervisningen tilpasses den enkelte elevs behov og ressourcer, så undervisningsfællesskabet ikke bliver på bekostning af, at alle børn og unge kan udfolde og udnytte deres potentialer maksimalt?“

Kasper Heumann Kristensen, spidskandidat for Liberal Alliance:

“Forvent ikke, at en middelmådig deltidspolitiker som mig kan bidrage med brugbare løsninger på komplekse pædagogiske udfordringer. De eneste, der kan det, er fagfolk. Lad os give skolerne fuld tillid og frie rammer til, hvordan de underviser, herunder hvordan de løser udfordringer med særlige behov. Det er 100 procent sikkert, at lærerne og deres ledere har bedre løsninger, end vi har.

Vi skal nationalt skrotte folkeskolereformen og give magt og ansvar til fagfolk, for de har løsningerne. Vi har enormt dygtige lærere og ledere på skolerne i Gentofte. Spørg hellere dem om, hvad svaret er, og lad os vise dem tillid til også at implementere løsningerne.“

Thomas Sciavitsky Bentsen, spidskandidat for Nye Borgerlige:

“Igennem årtier, og især med den seneste skolereform, er skolerne blevet udsat for mere og mere central detailstyring. Det har givet os et bureaukratisk skolevæsen, hvor systemet æder energien ud af lærere og ledelse – og børnene bliver taberne. Den politiske indblanding – både fra kommunalbestyrelser og Folketing – er blevet alt for stor.

Nye Borgerlige ser gerne et Danmark, hvor skolerne i langt højere grad bygger på selveje og dermed er sat fri til at udvikle sig, eksperimentere og konkurrere. Mere forskellige skoler betyder flere forskellige tilbud, og mere individuelle skoletilbud betyder, at det er lettere at finde et tilbud, der passer til det enkelte barn.

Større selvbestemmelse på skolerne vil også medføre, at lærerne selv kan tilrette deres hverdag, at de trives, glædes og udvikles i deres job. Vi skal have skoler, der tilgodeser individ og fællesskab, skoler, hvor viden og menneskelige kompetencer skaber vækst og velstand.“

Helene Brochmann, spidskandidat for SF:

“Først og fremmest mener vi i SF, at der skal være et klasseloft på 24 elever, så læreren har reel mulighed for at forholde sig til alle eleverne i klassen.

Derudover mener vi, at kvalitet er bedre end kvantitet: Hellere færre timer, hvor der til gengæld er to lærere på – og tid til ordentlig forberedelse.

Endelig skal vi være sikre på, at børn med særlige behov får hurtig udredning og hjælp fra PPR. Det er både synd og skadeligt for børnene at blive fastholdt i klasseundervisningen uden støtte, hvis de ikke trives dér. Og samtidig er det en umulig opgave for læreren at skulle tage de fornødne hensyn samtidig med, at undervisningen skal fungere for de øvrige elever, hvis der ikke er den rigtige støtte og hjælp til det.

Og så skal skolerne have ro! Ikke flere nye “modeller” og “strategier” og “projekter”, før lærerne kommer og beder om det!“

Søren B. Heisel, spidskandidat for Socialdemokratiet:

“Der er for os i Socialdemokratiet ingen tvivl om, at lærernes viden, kompetencer og arbejdsvilkår er af afgørende betydning. I dag har 1/5 af lærerne ingen læreruddannelse. Det skal vi ændre.

Et andet element er ”co-teaching”. To voksne i undervisningen ser ud til at være en god løsning for at håndtere en bredt sammensat elevgruppe. Og konstaterer vi, at det virker, skal vi se på, om det skal udbredes til alle klassetrin.

Og så handler det om økonomi. Kompenserer vi den enkelte skole godt nok i forhold til behovet for ekstra støtte? Her er der måske behov for at flytte fokus og ændre på kravene – for det handler først og sidst om, at vores børn i Gentofte skal have de bedst mulige vilkår i folkeskolen.“

Jesper Lohse, spidskandidat for Kristendemokraterne:

“En stærk grundskole er fundamentet for alle børn og unges personlige og sociale trivsel. Grundskolen skal tillige sikre høj faglig viden og dannelse. Besparelser, manglende tid og folkeskolereformen har medført, at danske skoler er så hårdt styret fra Christiansborg, at de har vanskeligt ved at løse de opgaver, som står i folkeskolens formålsparagraf for alle sine elever.

KD vil sætte folkeskolen fri. Det betyder konkret, at staten alene skal bestemme indholdet af folkeskolen, men ikke blande sig i, hvordan hverdagen ser ud for elever og ansatte lokalt i Gentofte kommune. Skoledagens længde, antallet af idrætstimer, lektiehjælp og undervisningstilbud, der tilgodeser alle elever, skal bestemmes på den enkelte skole og tilpasses lige netop de mennesker, som er en del af skolens hverdag, og af de vigtigste personer for børnene lokalt.“

Henrik Vendelbo Petersen, spidskandidat for Frihedslisten:

“Frihedslisten mener, at alle elever skal have den bedste undervisning, der passer til eleven selv, og det skal ske i samarbejde med eleven og forældrene. Ikke alle børn er født eller opvokset ens, og derfor kan der være elever, som har brug for specialundervisning, og det skal der være resurser til.

Hvis det viser sig, at der er tale om et generelt problem, så skal der ses på, hvor der kan sættes ind. Ingen tvivl om, at vi vil have udfordringer med elever, hvor forældrene ikke taler ordenligt dansk, og her må vi sætte ind, så disse elever ikke halter efter, og igen skal det ske i samarbejde med forældrene. Alle elever skal mærke, de bliver bedre og derved skabe selvtillid til resten af livets udfordringer.“

Jeanne Toxværd, spidskandidat for Enhedslisten:

“Enhedslisten har konsekvent påtalt, at der med inklusion i folkeskolen skal tilføres flere lærerressourcer, efteruddannelse af lærerne og fokus på specialpædagogik. Der skal ansættes langt flere faguddannede lærere i vores skoler, hvor alt for mange uden læreruddannelse er ansat.

2-lærerordningen skal implementeres i både indskoling og mellemtrinnet og gerne suppleres med pædagoger. Det vil give mulighed for, at alle elever kan udnytte deres potentiale maksimalt!

Foruden den fejlagtige tilgang til inklusion, der har hærget landets skoler, har folkeskolereformens reducering af lærernes forberedelsestid også indflydelse på trivslen og undervisningen i kommunens skoler. Men det er desværre ikke det eneste! Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre og Konservative i Gentofte har meget omkostningstungt indkøbt konceptet ’Synlig læring’ i forlængelse af folkeskolereformen.

’Synlig læring’, Folkeskolereform og inklusionshastigheden i vores folkeskoler er elendigt politisk håndværk og er medvirkende til dårlig trivsel for både elever og lærere. Enhedslisten mener, der skal tilføres flere ressourcer til skolerne!“

Morten Løkkegaard, spidskandidat for Venstre:

“I takt med, at vi som samfund bliver klogere på børns særlige problemer og behov, stiger også kravene til at gøre noget særligt - for alle. Det skal selvfølgelig føre til vanskelige dilemmaer - både økonomisk, fagligt og politisk.

I Venstre er vi optaget af, at vi fortsat har en velfungerende folkeskole… for alle. Det betyder i praksis, at skolen skal kunne rumme også elever med særlige behov. Men - selvfølgelig også, at det ikke altid giver mening at båse alle udfordringer i særlige kategorier, som kræver særlige klasser, særlige lærekræfter, osv.

Dels er der grænser for ressourcerne, dels gør man børn en bjørnetjeneste ved at stigmatisere dem. Det betyder, at ikke alle kan/skal båses, men også at skole/forældre/myndighed må have en svær og nødvendig debat om rummelighed i skolerne.“

MIchael Fenger, borgmester og spidskandidat for de konservative:

“Jeg synes, at vi på vores skoler har meget kompetente medarbejdere og ledere, som i samarbejde med elever, bestyrelser og øvrige forældre gør et kæmpe arbejde hver dag for at have gode læringsmuligheder for den enkelte og skabe plads til alle i fællesskabet.

For at gøre endnu mere, har vi bl.a. iværksat initiativer som co-teaching, hvor formålet er at styrke samarbejdet om de inkluderende læringsmiljøer, fællesskaberne og højne fagligheden. Fokus for co-teachingen er at skabe de mest optimale lærings- og trivselsbetingelser for den enkelte elev.

Gentofte Kommunes vejlederteam understøtter indsatsen og fungerer generelt som brobygger mellem specialviden og almenviden. Og så har vi et Videnscenter for børn med særlige forudsætninger, hvor undervisningsdifferentiering er i fokus. Vejlederne tager bl.a. ud på skolerne for at vejlede kolleger i deres praksis. Her sigter vi netop mod at skabe endnu bedre læring og trivsel hos den enkelte samtidig med fællesskabet prioriteres.

Med den indsats, der lægges for dagen på skolerne og det store politiske fokus fra alle partier, er jeg meget fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden.“

Kristine Kryger, spidskandidat for Radikale Venstre:

“Radikale Venstre ønsker at sætte skolerne fri - og sikre at flest mulige ressourcer går til lærer- og pædagoghænder i skolerne. Vi ønsker mere to-lærerundervisning i skolerne, da erfaringer - f.eks. fra coronatiden - viser, at trivslen blandt de sårbare børn stiger, når klassen deles i mindre hold.

Med øget andel af to-lærerundervisning (enten med to faguddannede lærere eller med lærer/pædagog team) giver det den fagansvarlige lærer mulighed for i højere grad at understøtte de elever, som har særlige behov.

Særlige behov kan i denne sammenhæng både være et særligt højt fagligt niveau – eller støtte til at deltage/komme i gang eller ekstra forklaring af det faglige indhold.

Alle børn i Gentofte fortjener at trives i klasserne – OG nå fagligt høje mål. Og det vil det radikale gerne arbejde for.“

Foto: Helene Brochmann
Foto: Joachim Rode

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...