Det er svært at løbe et nyt loppemarked i gang, selvom man har både erfaringen og navnet.
Sæsonen skulle først være sluttet søndag den 3. oktober. Men Anne Katrine Tove Brix, der står bag Maks Marked ved Allerød Bibliotek har besluttet at lukke sæsonen ned allerede søndag den 12. september.
For det har ikke været nogen nem start for det lokale loppemarked, der så dagens lys sidste år, hvor det dog på grund af corona kun kunne gennemføre syv markedsdage i løbet af sæsonen.
- Der er ingen tvivl om, at det har været ekstremt hårdt. Og vi kommer til at lukke ned tre uger før tid i år, fordi tilslutningen har været meget svingende. Den ene uge har der været 200 gæster, og den næste uge, er der bare ingen mennesker. Vi har haft i gennemsnit 15-20 stadeholdere, men har nogle gange været helt nede på fem til 10. Så det har bestemt været en hård start, siger arrangør Anne Katrine Tove Brix og tilføjer:
- Men det afskrækker os ikke fra at komme igen næste år.
Har det i blodet
Anne Katrine Tove Brix er datter af Birthe Tove, der blev kendt i 1970'erne blandt andet som skuespiller i de populære sengekantsfilm. I 1998 etablerede hun Søllerød Loppemarked, der udviklede sig til et af Nordsjællands største markeder.
Da Birthe Tove døde i 2016, overtog Anne Katrine Tove Brix driften af loppemarkedet sammen med sin bror, og sidste år åbnede hun så sit eget, Maks Marked, sammen med sin mand Michael i Allerød.
- Min mor skabte markedet i Søllerød for at gøre noget godt og give igen til lokalsamfundet. Den tanke er enormt smuk, og det er vigtigt for mig at holde fast i den. Jeg vil gerne holde liv i den ånd og den glæde, som hun havde og var så god til at give videre til andre, siger Anne Katrine Tove Brix om sin lyst til at stable det nye marked på benene i Allerød.
Opskriften har hun også klar.
- Der skal være noget for enhver smag på et godt marked. Underholdning til børnene, god musik og en masse at se på. Alt det, der sørger for den gode stemning. Det er jo sjældent, at folk går på markeder for at finde noget bestemt. Man kommer for oplevelsen, siger hun.
Og de gode oplevelser vender Maks Marked altså tilbage for at give Allerød-borgerne til næste år, hvor Anne Katrine Tove Brix håber på en mere normal sæson, end det har været i år og sidste år.
- Det har været et mærkeligt år for alle, og det virker som om, der stadig er nogen coronaforskrækkelse, selvom alle restriktionerne efterhånden er væk. Men vi må bare blive ved med at gøre opmærksom på os selv og sige, at vi er her. Og så skal vi også have gang i et større samarbejde med lokale foreninger, siger markedskvinden.
Marked med sang
Markedet har åbent i morgen fra 8.30 til 14.30 og altså for sidste gang i denne sæson søndag den 12. september.
Sæsonens sidste åbning bliver krydret med, at Anne Katrine Tove Brix, der også er sanger, underholder i en times tid fra klokken 10.30. Blandt andet med sin helt nye single.
Næste sæson begynder den første søndag i april.