Haslev: I 1995 åbnede Bowl N’ Fun en bowlinghal i Haslev, og centret var allerede fra begyndelsen et stort tilløbsstykke.
Som udspring af bowlinghallens åbning var der nogle stykker, som gik i gang med at danne grundlaget for en egentlig bowlingklub med tilhørssted i hallen.
– Vi ville gerne have en klub, hvor vi kunne mødes, spille lidt bowling og så måske også komme lidt ud i verden ved at spille mod andre klubber. Haslev Bowling Klub havde så stiftende generalforsamling den 6. februar 1996, fortæller Kaj Christensen, som var blandt initiativtagerne og klubbens første formand gennem mange år.
Konkurs
Det første leveår for Haslev Bowling Klub gik nærmest forrygende, men da Bowl N’ Fun gik konkurs i marts 1997, måtte bestyrelsen for klubben tænke i utraditionelle baner for at bevare foreningen.
– Klubben fortsatte med at spille i Køge, og vi var godt klar over, at når man skal køre så langt for at træne, vil der være nogen, som falder fra. Derfor var vi nogle stykker, som gik i gang med et projekt om at skaffe midler til at købe bowlingcentret af konkursboet. Den 1. maj 1997 åbnede vi så Haslev Bowlingcenter og fra det tidspunkt er klubben tilbage i Haslev, beretter Kaj Christensen.
Succes med piger til bowling
Gennem årene har Haslev Bowling Klub forsøgt sig med mange forskellige tiltag for at fastholde og tiltrække nye medlemmer, og et af de mest succesrige tiltag var projektet “Bowling Girls - piger, der tager kegler”.
– Det var et projekt vi satte i gang i 2005 og baggrunden for tiltaget var, at vi gerne ville have flere ungdomsmedlemmer. Vi satsede på pigerne, fordi så ville drengene komme af sig selv. Der kom 50 piger gennem projektet. Ikke samtidig, men det var en stor succes, fortæller Kaj Christensen.
– Nogle af pigerne blev hængende i klubben. De to deres fædre med, som så blev trænere i klubben gennem mange år. Hvis vi kigger på årene 2005-2006 havde Haslev Bowling Klub den største ungdomsafdeling på Sjælland med cirka 40 spillere, tilføjer han med stolthed i stemmen.
Intet kontingent under corona
Som for så mange andre foreninger og klubber var coronaen et hårdt slag for Haslev Bowling Klub.
– I bestyrelsen valgte vi ikke at opkræve kontingent hos medlemmerne, mens landet og vi selv var lukket ned. Vi har næsten bibeholdt alle vores medlemmer, hvilket jo er positivt. Der er mange andre foreninger, som har oplevet medlemsnedgang oven på coronaen, fortæller Tom Christensen, der er kasserer, ungdomsleder, seniorleder og har spillet i klubben i 26 år.
– I dag har klubben 34 medlemmer, og vi begyndte at spille turneringer med vores hold i foråret 2021. Klubben har desværre ikke så mange ungdomsmedlemmer og vi ville gerne have gjort noget for at få flere ungdomsmedlemmer, men det var jo ikke muligt. Vi vil nu til at gøre lidt mere opmærksom på os selv. Mit ønske for fremtiden er, at klubben kommer op på 50 medlemmer, uddyber han.
Åbent hus
Haslev Bowling Klub markerer 25 års jubilæet på forskellige måder.
Klubben har åbent hus i bowlingcentret på Lysholm Allé 2 søndag den 21. november mellem klokken 14 og 16, hvor alle interesserede er velkomne for at se, hvad klubben tilbyder.
Derudover har alle interesserede i november mulighed for at møde op i bowlingklubben på en træningsaften, som er tirsdag mellem klokken 17 og 21. Her kan man gratis afprøve, om bowling kunne være en mulighed.

Vi satsede på pigerne, for så kom drengene af sig selv.
Kaj Christensen, tidligere formand Haslev Bowling Klub
Haslev Bowling Klub drives i dag af en bestyrelse på tre medlemmer. Formand er Lars Elgaard, mens Tom Christensen er kasserer.
Klubben har et ungdomshold og to seniorhold, der alle spiller turnering under Dansk Bowling Forbund.
Når ellers ikke der er corona afvikler klubben klubmesterskaber, dog med det sociale i højsædet.
