Alaa åbner bazar med større udvalg: Vi kan næsten ikke følge med

Butiksliv Der er kommet nyt liv på Akacietorvet i Farum, hvor 32-årige Alaa Al-jazaeri har overtaget den tidligere grønthandler. Butikken, Farum Bazar, åbnede for få uger siden med et større udvalg end tidligere, og derudover tæller den nu også en slagter.

“Du kan faktisk få alt her, undtagen mælk,” siger Alaa Al-jazaeri og griner.

Da Furesø Avis er forbi bazaren fredag eftermiddag, er der mange handlende i forretningen og køen når næsten helt ud til indgangen. Bag disken står indehaveren selv, og der går derfor lidt tid, før han har mulighed for at fortælle, hvorfor han har overtaget stedet.

Kommer fra Viborg

Alaa Al-jazaeri er opvokset i Viborg, hvor han gik på handelsskolen. Men siden er han flyttet til Brøndby, og for to år siden købte han en tilsvarende forretning, der ligger på Nørrebrogade lige ved siden af Nørrebro Station. Nu har han fået lyst til at have et sted mere, men der er stor forskel på Nørrebro og Farum, mener han.

“Da jeg først så butikken her i Farum, var jeg ved at give op, for der var helt stille og ingen mennesker. Jeg er ikke vant til, at der er stille, og der er stor forskel mellem her og Nørrebro, hvor der er forbigående hele tiden,” siger han.

Alaa Al-jazaeri nyder dog samtidig, at der er mindre hektisk ved forretningen i Farum. Og faktisk er han blevet lidt småforelsket i området, som han ellers ikke kendte det store til.

“Jeg har selv boet i Viborg i næsten ti år, og det elskede jeg. Så jeg tænker på at købe et hus et stille og roligt sted, måske i Farum. Men jeg synes, at jeg er for ung til det endnu, ” siger han og griner.

Har døgnåbent

Alaa Al-jazaeri har tidligere arbejdet i transportbranchen, hvor han var selvstændig med egne biler, der bragte pakker ud for GLS. Han vidste derfor fra tidlig alder, at han ville være selvstændig. Grunden til, at valget faldt på lige Farum skyldes en snak med bekendte, der bor i Farum Midtpunkt.

“Jeg så nogle rigtig gode muligheder her, fordi jeg har snakket med nogle beboere i Farum Midtpunkt, der sagde, at de mangler sådan en butik. Der er faktisk to i forvejen, men de har ikke så stort et udvalg, som vi har,” siger han.

Den nye indehaver fortæller, at de har mange varer fra Tyrkiet, mens frugt og grønt især er fra Spanien og Italien.

“Vi har også lidt fra arabiske lande som hummus, hestebønner og kikærter, ” siger han.

Og ligesom i bazaren på Nørrebro, så er der åbent døgnet rundt. Om natten bliver tiden dog primært brugt til at rydde op og fylde nye varer på hylderne.

“Vi holder døgnåbent, fordi vi har så travlt. Der bliver ved med at komme kunder, og i går var der kunder til kl.11. Det er svært at følge med i øjeblikket, så vi er meget tilfredse,” siger han.

Taget godt imod

Selvom der er travlt, forsøger Alaa Al-jazaeri at skabe en personlig relation til kunderne, så der bliver opbygget et godt rygte om bazaren.

“Vi skal snakke med dem og lære dem at kende, og de skal også lære os at kende. Det vigtigste for os er, at kunderne kommer tilbage. Jeg prøver at forklare kunderne, at der er kommet en ny ejer, og at det hele er blevet lavet om,” siger han.

Alaa Al-jazaeri får også god hjælp af sin bror, der er uddannet pilot, men som på grund af corona-pandemien har svært ved at få job i øjeblikket. Omvendt har Alaa Al-jazaeri oplevet større efterspørgsel under under corona-krisen, da folk har været mere hjemme.

“Min bror hjælper mig rigtig meget, og han hjælper især med papirarbejdet, som også skal laves,” siger han.

Om Alaa Al-jazaeri med tiden skal have flere forretninger vil tiden vise, men lige nu er godt tilfreds med åbningen i Farum.

“Vi havde slet ikke forventet, at det skulle gå så godt, men beboerne har taget rigtig godt imod os. Alle siger, at jeg skal åbne i Allerød eller Hillerød, men lige nu vil jeg hellere blive her i Farum,” siger han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...