Lars driver en af de få tilbageværende musikbutikker

Da Lars Green var 10 år, drømte han om at blive popstjerne. Det kom sig af, at han var til koncerter på Vestpoppen i Taastrup, hvor han oplevede musik, der satte noget i gang i ham. Her tog han de første skridt hen imod at få en karriere i musikkens tjeneste.

- Det var min storebror, der tog initiativ til Vestpoppen, og der kom nogle store navne. Vi oplevede blandt andre Round Abouts allerførste koncert. Det var det band, der senere blev til Deep Purple, fortæller Lars Green.

Han begyndte at spille bas og dannede bands med andre unge. Og i dag, 53 år efter, spiller Lars Green stadig i flere bands, når han har fri.

- Det giver en god modvægt til det her, siger han og hentyder til den musikbutik, han har drevet siden 1986, og som i alle årene har ligget på Taastrup Hovedgade (tidligere Køgevej, red.).

Uddannet i handel

Lars Green tog en uddannelse på handelsskolen, og derefter var han i nogle år ansat i forskellige københavnske musikbutikker. I 1986 fandt han et lokale centralt i hjembyen Taastrup og var så heldig at have svigerforældre, der gerne ville støtte økonomisk.

- Det var fantastisk, at de ville hjælpe, for det var svært at åbne butik. Renten var oppe på 17-18 procent, og jeg skulle af med 120.000 kroner for at kunne indgå lejemålet, fortæller Lars Green. Efter tre år flyttede han butikken til naboejendommen, hvor han købte underetagen og her kan man stadig finde Lars Green Musik.

Ændret købemønster

Butikken er en af de efterhånden få musikbutikker, der er tilbage.

Lars Green mener, at det er et ændret købemønster, der er skyld i, at de fysiske butikker må lade livet.

- Der er mange, der køber instrumenter hjem fra udlandet, men købemønstret ændrer sig hele tiden. For en del år siden var det almindeligt at tage flyveren til London eller USA for at købe instrumenter. Det var betydeligt billigere. Det er det ikke længere. Og efterhånden er flere og flere instrumenter fra Østen, siger Lars Green.

Der bliver dog stadig produceret instrumenter i USA og Europa, men i dag er det sjældent, at de håndbygges, fortæller Lars Green.

- Det meste bliver nu skåret ud maskinelt, og det betyder faktisk, at instrumenterne er bedre, for før i tiden afhang resultatet af, om instrumentbyggeren havde en god dag og kunne skære lige, smiler Lars Green.

Op- og nedture

I årenes løb har der været både op- og nedture i Lars Green Musik.

- Vi har fået nogle slag over snuden. Værst var det i 2006-2007, hvor først sygeplejerskerne strejkede og derefter skolelærerne. Her holdt skolerne helt op med at købe instrumenter, og det kunne vi mærke. Vi havde på det tidspunkt både butikken her og en på Frederiksberg og fem-seks ansatte. Jeg var for længe om at indse, at nedgangen var alvorlig og måtte desværre lukke afdelingen på Frederiksberg og skille mig af med flere medarbejdere, fortæller Lars Green.

Webbutik i fremgang

I dag er webbutikken, som han har haft i 15 år, en væsentlig indtægtskilde. Særligt under coronanedlukningen blev den for alvor populær.

- Webshoppen tog virkelig springet 23. december. Før nedlukningen foregik cirka 10 procent af salget via webshoppen, men nu er den oppe på at udgøre cirka 30 procent. Vi sælger både via click and collect og med almindelig fragt. Ellers har vi mest brugt webbutikken til at finde nye markeder. Folk kan sidde derhjemme og se, hvad vi har. Men vi vil helst have at de kommer her i butikken, siger Lars Green.

Udover at være hurtigt ude med en webbutik for 15 år siden, har Lars Green været god til at finde nye markeder, som kan sikre butikkens overlevelse.

- Vi har en del kunder, blandt andet kommuner, som vi leverer lyd til. I Albertslund har vi for eksempel sat lydanlæg op i badesøanlægget, hvor man nu kan høre musik overalt, fortæller Lars Green.

Han er også nødt til at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der er efterspørgsel på.

- I de sidste år har ukuleler været meget populære, og dem har vi et stort udvalg af. I øjeblikket sælger vi også virkelig mange mikrofoner, og det er fordi, det er blevet populært at lave podcast, forklarer Lars Green, som i dag har to medarbejdere.

Lars Green sidder selv ofte i det lille værksted, der er indrettet i butikken, for musikinstrumenter skal efterses og repareres ligesom biler, fortæller han.

Mange voksne kunder

Nogle af de bedste dage i musikbutikken er, når der kommer nye varer hjem.

- Det er skide spændende at stå og åbne kasserne og se de nye instrumenter, siger han.

Og heldigvis er der også stadig kunder, der synes, det er fantastisk at få et nyt instrument mellem hænderne.

- Vi har mange voksne kunder. Deres børn er flyttet hjemmefra, og de har fået tid til at spille igen og investerer gerne i gode instrumenter. De kan sagtens have otte-ti forskellige guitarer og andet udstyr. Vi sælger rigtig mange ophæng til guitarer, fordi folk hænger dem op på væggen, så de også fungerer som udsmykning, fortæller Lars Green.

Selv har han ikke instrumenter hængende på væggen i privaten, men han spiller stadigvæk på sin bas og er med i to bands.

Popstjerne blev han aldrig, men noget ved musikken må man sige, at Lars Green er blevet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...