Selandia Automobiler A/S samler kræfterne i Ringsted og Næstved

Fra årsskiftet lukker Ford Erhvervscenter i Sorø og sammenlægges med virksomhedens to øvrige forretninger i Ringsted og Næstved. Det sker for at styrke den samlede organisation.

- Vi oplever en stigning i efterspørgslen på især varebiler og vi har brug for at samle vores kræfter i Ringsted, for på denne måde at styrke organisationen, fortæller Michael Therkildsen, administrerende direktør i Selandia Automobiler A/S i en pressemeddelelse.

- Derudover har vi svært ved at få vores forretning i Sorø til at leve op til de fremtidige krav, der stilles til et moderne erhvervscenter.

Forretningen i Sorø har oprindeligt solgt privatbiler men de seneste mange år, har der udelukkende været fokus på varebiler.

- Vores kunder vil som udgangspunkt ikke mærke nogen ændring, da vi i forvejen betjener privatkunder fra hele Sjælland i Ringsted og Næstved. I dag klares meget af kontakten med erhvervskunderne på telefon eller online, så her vil man heller ikke komme til at mærke det store, forsikrer Michael Therkildsen.

Butikkens erhvervssælger, Jens Frandsen, kommer således fremover til at betjene sine kunder fra forretningen i Ringsted og mekanikerne får ligeledes arbejdssted i Ringsted.

- Vi ønsker at samle vores kræfter centralt, så vi kan sikre at vores kunder altid får den høje service, som vi tilstræber i alt hvad vi laver, uddyber Michael Therkildsen.

Med sammenlægningen er Selandia Automobiler klar til at udvide sine erhvervsaktiviteter på Sjælland, hvor man netop også har ansat Claus Funder, som ny erhvervssælger med ansvar for det sydsjællandske marked.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...