Der er ingen grund til bekymring selvom Slagelse Brand og Redning rykkede ud til en mark ved Hejninge lørdag eftermiddag. Meldingen lød på et gylleudslip, men det viste sig ikke at være så alvorligt, som først antaget.
- Der var en bekymret borger, der henvendte sig, fordi det begyndte at løbe ned i et vandløb, fortæller René Kofoed, der er indsatsleder hos Slagelse Brand og Redning.
Der var ikke tale om en akut situation eller en gylletank, men derimod gylle og smeltevand fra marken.
På stedet tilkaldte Slagelse Brand og Redning derfor en miljørådgiver, der kunne hjælpe med at vurdere sagen.
- Det var ekstremt optyndet og det vand, der nåede vandløbet blev yderligere optyndet, så der blev ikke gjort mere ved sagen, oplyser René Kofoed.
- Landmanden har formegentlig kørt gylle på marken inden det blev sne og regnvejr. I forbindelse med det våde vejr og den tøende sne, kommer der voldsomt meget ekstra vand, forklarer han.
Har du en kommentar eller et nyt perspektiv til denne artikel, et konkret tip om en helt anden historie eller noget i din hverdag i vores kommune, som du undrer dig over?
Så vil jeg meget gerne høre fra dig.
Du kan kontakte mig på emilie.haumann@sn.dk eller redaktionen på Redaktion-Slagelse@sn.dk.