Farum Apotek er nu startet op med at tilbyde gratis vaccination mod influenza. Den er i første omgang forbeholdt alle, der er fyldt 65 år, gravide i 2. og 3. trimester samt personer med visse typer kroniske sygdomme såsom astma, KOL, hjerte-kar-sygdomme og diabetes. Også sundheds- og plejepersonale med tæt kontakt til sårbare borgere opfordres til at få et stik.
Apoteket har også en højdosis vaccination på lager, som er for borgere over 82 år, og der vaccineres også borgere over 65 år mod lungebetændelse.
Tilhører man ikke en af risikogrupperne er der mulighed for at betale for influenzavaccination, men her skal der ventes til ca. 1. november. Det skyldes, at myndighederne har besluttet, at de særligt udsatte vaccineres først, oplyser apoteket.
“Man kan komme forbi apoteket i hele åbningstiden og få et stik uden tidsbestilling. Vi vaccinerer frem til 15. januar 2022 og forventer at få meget travlt med at vaccinere i oktober måned. Vi opfordrer vores kunder til at følge med på vores Facebook side,” fortæller apoteker Vural Kocak i pressemeddelelsen.