Hvid flamingo skaber grøn omstilling

En ny flamingo-komprimator blev tirsdag indviet på Blokken Genbrugsplads i Birkerød. Til stor gavn for miljøet skal den presse hvid flamingo fra borgere og erhverv i Rudersdal, Hørsholm, Allerød og Fredensborg kommuner.

Meget affald bliver allerede sorteret, og nu skal borgere og erhvervsliv i Rudersdal, Hørsholm, Allerød og Fredensborg kommuner også til at trække ren hvid flamingo til side. Det skriver Norfors i en pressemeddelelse.

Tirsdag den 2. november klokken 10.00 var der officiel indvielse af et spritnyt anlæg på Blokken Genbrugsplads i Birkerød. Anlægget kan komprimere ren hvid flamingo, og Norfors regner med at kunne generere 82 ton på anlægget alene det første år.

Ukomprimeret har 82 ton en massefylde på 4100 kubikmeter, hvorimod det komprimeret kun fylder godt 200 kubikmeter.

Artiklen fortsætter under billederne...

Med til indvielsen var blandt andre næstformand i Norfors bestyrelse, Rudersdals borgmester Jens Ive (V) samt formand for Miljø- og teknikudvalget i Rudersdal, Court Møller (R):

– Udrulning af affaldssortering, som sikrer nyttiggørelse af ressourcerne og gør fjernvarmen grønnere ved udsortering af plast, er en målsætning i Rudersdal. Flamingoanlægget er et af de tiltag, der understøtter denne målsætning”, lød det blandt andet fra Court Møller ved indvielsen.

Han pegede i sin tale på, at den nye flamingo-komprimator er helt i tråd med Rudersdals klimahandleplan såvel som kommunens affaldsplan.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ren hvid flamingo består af to procent polystyren og 98 procent luft. De to procent polystyren kan i den rene form genanvendes - næsten - i det uendelige til ny flamingo. Det kan desuden genanvendes til eksempelvis havestole, bøjler og blomsterbakker.

Ren hvid flamingo er tillige et værdifuldt produkt, og det genanvendes og afsættes over hele verden til en stadigt stigende salgspris. Norfors forventer en samlet besparelse på 100.000-150.000 kroner alene det første år.

– Flamingoanlægget er ikke alene godt for miljøet, det er også økonomisk bæredygtigt. Det er en ikke ubetydelig gevinst for klimaet, at vi i dag kan genanvende flamingoen, påpegede Jens Ive i sin tale.

Når flamingo genanvendes, reduceres CO2-udledningen for det nye materiale med hele 40 procent eller mere i forhold til nyfremstillet flamingo, oplyser Norfors i pressemeddelelsen.

Der opnås også en miljø-gevinst ved den efterfølgende transport, da komprimeret flamingo fylder væsentligt mindre end ikke-komprimeret.

Artiklen fortsætter under billedet...

– Flamingoanlægget bidrager dermed positivt til de fælles ambitioner om en klimavenlig og bæredygtig omstilling til et cirkulært samfund, hvor genanvendelse desuden er økonomisk bæredygtig, skriver Norfors.

Borgere og erhvervsliv i de fire kommuner, Rudersdal, Hørsholm, Allerød og Fredensborg kan fra nu af aflevere ren hvid flamingo direkte på genbrugspladserne.

Andre farver flamingo skal stadig afleveres i småt brændbart.

Norfors oplyser, at 40 andre kommuner i Danmark indsamler og genanvender ren hvid flamingo, men anlægget i Birkerød er det første af sin art i Nordsjælland.

Foto: Lars Sandager Ramlow
Foto: Lars Sandager Ramlow
Foto: Lars Sandager Ramlow