Næstved: Det kom helt bag på medarbejderne, at de skulle sige farvel til den meget populære og afholdte chef gennem næsten 12 år Allan Lardell.
– De er i chok. Det havde vi ikke set komme, siger tillidsrepræsentant og morgenvært Rene Sabroe til Sjællandske.
Allan Lardell ser ud til at klare den bedre. Han virker afklaret med forløbet. Han bekræfter, at han stopper på P4 Sjælland efter en frivillig aftale, som han ikke har mange kommentarer til.
– Jeg tror, DR har gang i noget godt, siger han.
Han må bare se i øjnene, at Danmarks Radio ikke mener, at han er den rette til at drive den populære radiostation in i den digitale fremtid.
Mandag kunne ledelsen i DR med generaldirektør Maria Rørbye Rønn i spidsen fortælle, at statsradiofonien omlægger hele sin produktion til den digitale tidsalder.
Det betyder også omlægninger, fyringer og omplaceringer af medarbejdere flere andre steder i virksomheden, kan man læse i en pressemeddelelse, der kom ud mandag eftermiddag.
Den nye leder af P4 Sjælland er den nuværende redaktør på TV Avisen Torben Kristiansen, som tidligere har været redaktør på TV Øst. Han har første arbejdsdag i dag tirsdag.