Da eleverne på Torstorp Skole i Høje-taastrup i går skulle holde 10-frikvarter, ville nogle af dem ud på fodboldbanen, som de plejer. To gårdvagter var med, og der mødte dem et syn, der fik lærerne til at stoppe op.
To ødelagte flasker lå på banen. Af de to gårdvagter, var den ene tilfældigvis fysiklærer, og vedkommende hentede udstyr til at kunne måle ph-værdi, fordi fysiklæreren mistænkte, at det var syrebomber, da han så flaskerne.
Og ganske rigtig var et område på fodboldbanen fyldt med syre.
Det fortæller Thomas Friis Petersen, souschef på Torstorp Skole.
- Det viste sig, at det var såkaldte syrebomber, som det åbenbart er en online trend blandt unge mennesker at lave. Det blev fundet af de to gårdvagter, og det var jo meget godt tænkt af fysiklæreren at måle ph-værdien. For der var meget syre, siger Thomas Friis Petersen.
Han fortæller, at trenden går på, at man hælder eksempelvis afløbsrens eller kautisk soda i en flaske og putter en kugle af sølvpapir ned i. Den kemiske forbindelse skaber så en gas, og pludselig eksploderer flasken.
Det er dumt
Det førte til, at skolen sendte en besked ud på Aula om, at eleverne skulle holde sig væk fra området i nogle dage.
- Og i dag (onsdag, red.) kommer driftbyen og overvander banen. Og så kan vi nok bruge den igen torsdag. Men lige nu kunne vi godt ønske os et kraftigt regnvejr, så det blev skyllet væk, siger souschefen.
Han fortæller, at det ikke som sådan er farligt for børnene at røre syren i græsset. Men får de eksempelvis syre på fingrene og tager fingrene i munden, kan det give skader.
Episoden vil Thomas Friis Petersen gerne bruge til at sende en opfordring til forældre med unge mennesker om, at de skal lade være.
- Det her er jo bare dumt at gøre. Men det største problem er, at de ikke kan styre, hvornår det eksploderer. For sker det, mens de holder flasken i hånden, kan det være farligt, og der kan ske store ætsninger, siger han.
På skolen har man valgt ikke at anmelde episoden til politiet, da det ifølge Thomas Friis Petersen vil være noget nær umuligt at finde frem til gerningsmændene, da der ikke er overvågning, og sådan en eksplosion ikke giver noget brag, som nogle kunne have hørt.
- Men vi har meldt det ind til vores SSP-medarbejdere, så de ved, at det er sket, siger souschefen.
Syrebomber som disse er ikke et ukendt fænomen og i løbet af det seneste år har man blandt andet haft lignende episoder i Næstved og på Fyn.
