Genåbning med liv og sjæl Peter Møller har travlt på Svogerslev Kro, der slår dørene op for fulde huse 1. oktober

Det er snart 300 år siden, de oprindelige bygninger, der siden blev til Svogerslev Kro, blev opført i 1727. Greven af Ledreborg fik siden ved kongelig resolution tilladelse til at føre kro på stedet i 1756. Dengang lå hovedvejen på nordsiden af kroen, så kroens oprindelige forside er altså dens nuværende bagside. Siden er der løbet meget øl i halsene på den gamle kro, og en lang række af fæstere har gennem århundrederne drevet den historiske beværtning.

Senest i rækken er Peter Møller, der har indgået aftale om forpagtning med ejendomsudvikleren Christian Andersen, som købte kroen i foråret 2020. Mens kroens mange værelser i særskilte bygninger fremover bliver til lejligheder og ældreboliger, skal Peter Møller atter bringe liv i den gamle kro, der med sine knap 1.000 kvm og adskillige sale har plads til omkring 350 spisende gæster, når det går højt.

Alt udsolgt

Den 32-årige kok og restauratør har været i gang med den nænsomme renovering siden februar i år, og han åbner efter planen for gæster 1. oktober. Sagt på en anden måde: han skal åbne 1. oktober, for ordrebogen er bugnende fuld, og han begynder allerede nu at melde udsolgt til konfirmationer i foråret 2022.

- Jeg har oplevet en helt fantastisk opbakning. Min reservationsbog og mailboks eksploderede simpelthen, da jeg meldte ud, at vi snart ville åbne, fortæller han.

Is i maven

Peter Møller ser forbavsende rolig ud her sidst i august, som han viser rundt i den endnu helt nøgne kro, der blandt andet har fået nye trægulve, malet vægge og lofter, lagt ny el ind og fået renoveret alle badeværelser. Det store køkken i kroens seneste tilbygning fra 1980'erne er endnu bare et stort tomt rum, og i salene står efterladenskaber i form af service og møblement og samler støv, indtil han får det afviklet.

- Der er ikke lang tid, til vi åbner. Men vi når det. Det grundlæggende er snart på plads, og så går det stærkt, når et hold på 15 håndværkere først tager fat, forsikrer Peter Møller.

Sjælen består

Når arbejder er fuldendt, står Svogerslev Kro lysere og mere indbydende, men stadig med en umiskendelig atmosfære af historisk kro.

- Man skal ikke komme i 2021 og lave noget om, som har stået der siden 1727 - man må indordne sig under historiens rammer. Man kunne sagtens kaste en formue i det og få Velux-vinduer overalt, men man skal også bevare sjælen, fastslår forpagteren.

Han har dog uden større sværdslag kunnet vælte en væg indtil krostuen - en tilbygning fra 1960'erne med åben pejs - hvilket efterlader både indgangsparti og krostue langt lysere. Et hul i væggen sikrer, at gæsterne kan følge med i det travle arbejde i køkkenet.

- Det betyder meget for mig, at jeg kan interagere med mine gæster, fortæller Peter Møller, der havde en tilsvarende løsning på Restaurant Moehr i Skomagergade, som han drev med kollegaen Flemming Haahr.

Tæt på råvarerne

Siden har makkerparret med succes drevet Restaurant 12 på Vesterbro i København, men i længden kunne Peter Møller ikke modstå fristelsen for at drive kro langt fra hovedstaden.

- Grundidéen om en restaurant med gode råvarer er den samme om den ligger i på Vesterbro, i Brooklyn eller i Svogerslev. Jeg elsker at tage mig af mine gæster, jeg elsker kroens historie, og jeg er tæt på alle mine leverandører, siger restauratøren.

Skabt til stemning

Kroens største sal kan rumme ikke mindre end 160 spisende gæster, men kan også deles på midten med en lydisoleret væg, der skyder op af gulvet ved et tryk på en knap.

- Så du kan køre en begravelse i den ene ende og en 40-års fødselsdagsfest i den anden, smiler Peter Møller, mens han afprøver mekanikken.

Favoritrummet er dog den betydeligt mindre Gamle Sal med træpaneler og direkte udgang til haven.

- Når der kommer runde borde med duge og stearinlys, snaps i glassene og fadøl i hanerne, så kommer det virkelig til at spille, siger han.

Menuer og bleer

Udenfor kan Peter Møller konstatere, at det nye og næsten færdige stråtag pynter betydeligt på den rødkalkede kro. Nedtællingen til genåbningen af Svogerslev Kro er i gang, og Peter Møller er i fuld gang med alt det arbejde, man ikke lige umiddelbart kan få øje på: Menuskrivning, bookning af selskaber og julefrokoster, besøg hos leverandører, tilsmagning af nye retter, hjemmeside og regnskabssystemer. Oven i det hele er den unge kok også netop blevet far for første gang.

- Så jeg skifter også lige en ble ind imellem, smiler han.

Blå bog: Peter Møller

Født og opvokset på en gård ved Lammefjorden

Flyttede til Roskilde som 15-årig, og startede siden i kokkelære på Restaurant Store Børs

Har arbejdet på restauranter i København og på Frederiksminde i Præstø. Senest på Restaurant Moehr i Skomagergade og 12 på Vesterbro i København

Flyttede til Roskilde Vest i begyndelsen af året, og blev far til sin første her i august

Genåbner Svogerslev Kro 1. oktober

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...