Nicolai Geertsen var tæt på at smide støvlerne på hylden

Nicolai Geertsen var i god form. Han forventede sig meget af denne sæson, og så har han kun spillet en kamp. Det var sæsonens første. Her fik han en skade, som han i første omgang ikke var så nervøs for.

- På dagen tænker jeg ikke det helt store, for jeg følte ikke, at det var noget. Jeg tænkte bare, at det var slaget. Men da jeg ikke kunne gå om morgenen, der vidste jeg godt, at der var noget galt, siger Nicolai Geertsen og fortsætter:

- Det er lidt typisk mig, når det hele kører, og jeg er begyndt at komme i god form, og jeg er kommet et sted, hvor jeg rigtig gerne vil være og bare gerne vil spille nogle fodboldkampe.

Da han blev undersøgt, så var en af prognoserne, at det kunne tage otte til ni måneder at komme tilbage på fodboldbanen.

- Der tænkte jeg, at jeg skulle stoppe. Det var det første, jeg tænkte. Hvis jeg skal være helt ærlig overfor mig selv; havde det været korsbånd eller brusken var helt ødelagt, eller at knoglen var større end forventet, og de sagde ni måneder, så havde jeg måske haft en snak med familien hjemme, om jeg skulle se nogle andre veje.

- Jeg elsker fodbold af hele mit hjerte, men der er også et liv bagefter. Jeg har to dejlige børn, og jeg vil gerne kunne løbe rundt og spille fodbold med min søn, når jeg er 40 år. Jeg gider ikke nærmest ikke at kunne gå. Jeg har fem operationer nu, så der var mange følelser og tanker, siger forsvarsspilleren, der dog endte med, at lægerne sagde, at han ville være tilbage på otte-ni uger.

- Selvfølgelig blev det reddet lidt, da de sagde, at det var otte uger. Det hjalp mig meget, siger han.

Nicolai Geertsen har et meget konkret mål.

- 24. oktober er et officielt mål. Det var et mål, jeg satte sammen med vores fysioterapeut. Jeg kan godt lide, at der er noget at gå efter. Det er irriterende bare at gå rundt og tænke, at jeg bliver klar på et tidspunkt.

- Vi skal sætte et mål og gå efter det 100 procent. Og hvis det er en uge fra eller til, så tager vi den derfra. Men det er vigtigt som fodboldspiller - eller bare generelt i livet - at have nogle mål, siger forsvarsspilleren, der dog må trække det i land, om at det ikke er så vigtigt, om det lige bliver en uge før eller efter.

- Ugen efter er jeg i hvert fald klar. Det ved jeg. Der møder vi Lyngby på udebane. Der skal jeg være klar, siger han med et stort smil.

Nicolai Geertsen skiftede fra Lyngby til Helsingør, og han ligner en, der gerne vil vise nogle ting til sin tidligere klub.

Det er også en ting fra den tidligere klub, der gør forsvarsspilleren meget optimistisk i forhold til hele situationen i FC Helsingør.

- Jeg har gjort det før. Da jeg spillede mod Hvidovre for Lyngby i allerførste kamp brækkede jeg anklen. Der var jeg igennem den samme proces, og der rykkede Lyngby op, siger han og håber på, at det samme kommer til at ske for FC Helsingør.

Foreløbig skal Helsingør spille i morgen på udebane mod Nykøbing FC, og det bliver altså fortsat uden Nicolai Geertsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...