Entreprenørvirksomheden Zøllner A/S overtager en større del af det konkursramte selskab Barslund, der gik konkurs i sidste uge.
Det meddeler Zøllner i en pressemeddelelse onsdag morgen.
Zøllner overtager ejendomme, maskiner og en større entreprise, lyder det i meddelelsen.
Derudover fortsætter omkring 40 af Barslunds tidligere medarbejdere hos køber.
– Direktør Karl Johan Zøllner oplyser, at det har været et hektisk og intensivt forløb, og han ser frem til at videreudvikle Zøllner-koncernen med baggrund i de kompetencer og den know-how, som koncernen har fået tilført ved overtagelse af en del af Barslund, lyder det fra den nye køber.
Zøllner har faktisk tidligere været delvist ejet af Barslund, men siden solgte Barslund sin andel fra. Nu bliver cirklen altså afsluttet ved, at Zøllner køber Barslund.
