Klatrecentralen har fået fodfæste på havnen

Jeppe Sahlholdt

Der er 23 meter fra gulv til kip. Betonafsatsen, som vi står på, er 15 meter oppe i luften. Kigger man hele vejen ned gennem stålgitteret på gulvet, der dækker over det gabende hul efterladt af en gigantisk varmekedel, er rummets højde overvældende og en smule skræmmende.

- Man skal ikke have højdeskræk, siger Martin Toft Nielsen og kigger sig tilbage over skulderen.

Den sætning har han sagt mange gange. Vi har bevæget os endnu et hak op i den store hal. Op ad en rå vindeltrappe, der snor sig op gennem Klatrecentralsens gigantiske forhindringsbaner. Her har man et godt overblik over det tidligere kulkraftværk, der i dag er tømt og i stedet indeholder en masse klatrebaner.

Klatrecentralen åbnede for tre år siden på havnen i Næstved. Det gamle kulkraftværk stod tomt i 30 år. For 10 år siden fjernede kommunen de kæmpemæssige ovne, og siden har ægteparret Martin Toft Nielsen og Susanne Toft Nielsen overtaget bygningen.

Tog et halvt år at bygge

De tre nederste niveauer af den såkaldte high rope-bane er åbnet med cirka 60 forhindringer. De snor sig rundt om den store fabrikshal med de rå betonvægge. Men ægteparret er ikke færdige med at udvikle Klatrecentralen. Rummet har plads til yderligere 40 forhindringer, og kun økonomien og tiden sætter begrænsninger for Martin Toft Nielsen, som før arbejdede som tømrer.

Ægteparret har bygget hele klatresystemet selv - med lidt hjælp fra klatreengagerede venner. Det tog et halvt år at tømme hallen for efterladt materiale og yderligere et halvt år at bygge banerne.

For tre år siden åbnede Klatrecentralen dørene. En lille café bygget i massivt træ byder velkommen indenfor, og ellers er det hele lige til. På med sikkerhedshatten og op at hænge!

Escaperoom i 25 meters højde

Caféen tager den værste rungen i rummet, men der er meget genklang mellem de grafittisprayede vægge. Martin Toft Nielsen kalder det et »ongoing« projekt. For ham og hustruen, der arbejder som fysioterapeut, er jobbeskrivelsen både direktør, rengøringspersonale, byggeansvarlig og klatreguider for gæsterne.

De har endnu ikke trukket løn fra projektet, og var det ikke for Susanne Toft Nielsens arbejde som fysioterapeut, ville det være svært at få det til at hænge sammen, fortæller Martin Toft Nielsen.

- Vi har brugt 1,2 millioner kroner på at bygge og har endnu ikke fået løn. Men vi har ingen gæld, og vi bruger al omsætning hernede, siger han.

Mens vi snakker på vej op i hallen, studerer vi det gigantiske spindelvæv af klatresnorre og forhindringer. For enden af den stejle vindeltrappe kommer sidste niveau. Et escaperoom, som netop er åbnet. Her kan gæster løse et koldblodigt mord i 25 meters højde. Detaljerne må jeg ikke afsløre, da det ødelægger overraskelsen.

Havneområde i udvikling

Efter lidt slalom udenom klatrebanen, escaperoom og lavthængende stålbjælker i loftet, når vi endedestinationen på rundvisningen. Fra taget af bygningen er der udsigt over det store havneområde og resten af Næstved. Her drømmes der om en tagterrasse med udeservering.

Det kan være langt ude i fremtiden, men Martin Toft Nielsen er spændt på de planer for havnen, som kommunen løbende har præsenteret. Meget skal rives ned, og meget skal bygges på de kommende tomme grunde.

- Der kan komme et rigtig godt miljø hernede. Men vi ved ikke helt, hvad planerne for kraftværket og dermed Klatrecentralen er endnu. Det er forhåbentligt 10 år ude i fremtiden, men der kan jo komme en ejendomsinvestering på grunden. Det ville være synd at rive hallen ned, for historien med kraftværket er bevaringsværdig, lyder det fra Martin Toft Nielsen.

Mens vi står på taget, lufter han idéen om at lave bungeejump fra taget.

- Men så skal jeg selv turde springe, og det gør jeg ikke!

Kun tre indendørs baner

Martin Toft Nielsen har været klatreinstruktør i mere end 20 år. Han har primært klatret udendørs, men der findes mange muligheder for at klatre i frisk luft i Danmark. Derfor besluttede han med sin kone at bygge et indendørs anlæg. Der findes kun to andre anlæg i Danmark, der matcher Klatrecentralen. Dét på Refshaleøen i København og et i Oksbøl.

- Vi bor i her i byen, og selvom banken foretrak, at vi startede i København, hvor der er lidt flere kunder, så sagde hjertet Næstved, fortæller Martin Toft Nielsen.

Klatrecentralen henvender sig primært til børn mellem 10 og 12 år. Det er typisk børnefødselsdage, som trækker kunder i Klatrecentralen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...