Efter en lang, lang lukkeperiode tager Furesø Bibliotekerne fra onsdag 21. april de første skridt ind i en genåbning. Her tilbyder man både fysisk adgang til Værløse Bibliotek mod fremvisning af coronapas og bogafhentningsservice.
I første omgang er det kun Værløse Bibliotek, som åbner for fysisk besøg. Åbningstiden er identisk med den før coronalukningen, men uden selvbetjeningsåbent.
Det vil sige mandag og torsdag kl. 14-18 og øvrige hverdage samt lørdag kl. 10-14.
Et biblioteksbesøg, hvor man selv kan gå rundt og finde bøger, læse avis og få hjælp af en bibliotekar, kræver, at man kan fremvise gyldigt coronapas på mobil eller i print.
Personalet tjekker passet, og herefter får man adgang til både børne- og voksenbiblioteket, som indtil videre ikke rummer adgang til pc'er, print eller skan.
Er fremvisning af coronapas ikke en mulighed, er det nu muligt for borgerne at hente deres reserverede materialer på Værløse Bibliotek.
Personalet finder dem frem og sikrer dermed, at man ikke får adgang til bibliotekslokalet uden coronapas.
Alle lånere der har automatisk afhentningssted i Værløse eller Hareskov, vil kunne hente deres reserveringer i Værløse.
Der bliver fælles indgang til begge services gennem caféområdet i Galaksen, så alle bedes holde god og sikker afstand i køen, skriver biblioteket i en pressemeddelelse.
Fortsat 'vinduesåbning'
Farum Bibliotek fortsætter en stund endnu sin biblioteksservice med 'vinduesåbning', hvor borgerne kan hente deres reserveringer.
Hvor tidligere alle tre bibliotekers reserveringer var samlet her, gælder det nu kun for dem, der plejer at hente bøger i Farum. Det selvbetjente Hareskov Bibliotek er fortsat lukket.
"Vi ved godt, at mange bliver skuffede over ikke at kunne komme rigtigt ind på biblioteket i Farum endnu, men vi har måttet træffe nogle ret skarpe prioriteringer," forklarer biblioteksleder Ricki Elsgaard i pressemeddelelsen. jesl
