Det var ikke længe Ido Koc nåede at drive Cafe Iso på Allerød Torv i Lillerød, før coronaen vendte ham og de fleste andres hverdag på hovedet tilbage i marts sidste år.
"Jeg startede 1. februar, så jeg nåede at have åbent 40 dage på "normal" vis. Det har været hårdt under corona," siger Ido Koc.
Onsdag de 21. april må han og Allerøds andre caféer og restauranter så endelig lukke op for gæster igen, både inden for og udenfor.
Og det er noget, der kan få smilet til at vende tilbage på læben hos caféejeren. Ellers som en kollega fra en af de nærliggende forretninger, som er forbi og få en kop kaffe, da Allerød Nyt kigger forbi, siger til ham:
"Det er længe siden, jeg har set dig med så meget lys i øjnene".
Coronapas og bordbestilling
Nogle af de mest væsentlige regler for igen at gøre brug af serveringsstederne fra onsdag den 21. april er, at man skal bestille bord mindst 30 minutter i forvejen, medbringe gyldigt coronapas ved indendørs servering og bære mundbind, når man står op indendørs. Der er sidste udskænkning klokken 22, og serveringsstederne skal holde lukket fra klokken 23-05.
Ido Koc glæder sig bare til at få liv i caféen igen.
"Jeg glæder mig til at få personalet tilbage og til at få gæster ved bordene igen," siger caféindehaveren.
