Frygtede fuser: Tæppehandler får kreativt krudtsalg

Bestil dit fyrværkeri online eller via telefonen og hent det på et aftalt tidspunkt.

Tæppehandler Søren Scheibel frygtede at brænde inde med kilovis af krudt, men nu har han tilsyneladende fundet en løsning, som gør det muligt at sætte fut i tæppeforretningens fyrværkerisalg.

- Vi har arbejdet sent i aftes og stillet vores krudtbord frem og bestilt varer hjem. Krudtet kommer i dag, så vi er klar til at sælge lørdag morgen, siger Søren Scheibel.

Han kaldte situationen for grufuld med udsigten til en fuser af et fyrværkerisalg på grund af den tvunge coronanedlukning af butikken mellem jul og nytår.

Imod traditionen

Salget kommer til at foregå helt normalt frem mod lillejuleaften, selv om det er imod forretningens traditioner at sælge fyrværkeri inden jul.

Men intet er, som det plejer at være på grund af coronaen.

- Det er en helt omvendt situation, men vi er nødt til at tage det med oprejst pande, siger Søren Scheibel.

27. december og frem mod nytårsaften går det løs med salget af take away-fyrværkeri. Coronarestriktionerne gør, at tæppehandleren ikke som normalt kan byde indenfor til 400 kvadratmeter med nytårskrudt og festartikler.

Fri levering

I stedet skal kunderne bestille online eller via telefonen og afhente varerne på parkeringspladsen foran forretningen.

Søren Scheibel tilbyder også fri levering i Ringsted-området, hvis man køber for mindst 1000 kroner. Og selv om tæppehandleren ikke umiddelbart forventer et salg med raketfart, er han fortrøstningsfuld.

- Jeg håber, det kan lade sig gøre på denne måde. Folk plejer jo at handle lokalt, og nu håber vi bare, at de også støtter op, så de kan få en god nytårsaften siger Søren Scheibel.

- Det er lidt mere besværligt, og vi skal pakke varerne i kasser og poser, men så tager vi den oplevelse med, fortsætter han.

69-årige Søren Scheibel har haft sin gang i tæppeforretningen i 55 år. Den har været familiens i generationer og har siden 2017 ligget på Haslevvej - i øvrigt dør om dør med sønnen, tømrermester Rasmus Scheibels lokaler.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...