Socialdemokratiet i Albertslund, som sammen med Høje-Taastrup udgør Taastrupkredsen, har valgt Gunvor Wibroe som kredsens nye folketingskandidat.
Gunvor Wibroe blev i 2013 valgt til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, og med hende får Taastrupkredsen ifølge medlemmerne af de to kredse en kandidat med rødder og hjerte for det lokalpolitiske. Det oplyser Socialdemokratiet i Albertslund i en pressemeddelelse.
Klima-, miljø-, børne-, kultur- og socialområdet er bare nogle af de ordførerskaber, som Gunvor Wibroe både brænder for og har solid erfaring med.
"Jeg er glad og stolt over at være valgt som Socialdemokratiets nye folketingskandidat for Albertslund og Høje-Taastrup. Og jeg ved, at det er store fodspor jeg nu træder i, for der er ingen tvivl om, at kredsens tidligere folketingskandidat Mogens Lykketoft er et kæmpe politisk fyrtårn og et stort forbillede både for mig og for rigtig mange andre mennesker", siger Gunvor Wibroe.
Fokus på borgeren
"Jeg har boet mange forskellige steder i Danmark. Både i det lille lokalsamfund, i større byer og nu på Frederiksberg. Taastrupkredsens bysamfund, udfordringer og muligheder passer godt til de erfaringer, jeg har med mig som borger og politiker. Jeg har været ordfører på børne-, kultur- og ikke mindst klimaområdet, som netop er tre af Albertslunds mærkesager. Og kommunens ambitiøse klimamål og arbejde for CO2 neutralitet allerede i 2025 har været en inspiration for mig i mit politiske arbejde med miljø og bæredygtighed. Derudover brænder jeg for det sociale område, og også her er Albertslund en inspiration med byens fokus på borgeren i fællesskabet."
Glæder sig til samarbejdet
Flemming Jørgensen, formand for Socialdemokratiet i Albertslund siger:
"Vi er i partiforeningen meget glade for, at det er lykkedes at få Gunvor Wibroe som vores nye folketingskandidat. Hun bliver en stærk og engageret repræsentant for Albertslund og Høje Taastrup med klare værdier, ikke mindst når det gælder omsorgen for de små i samfundet og indsatsen for klimaet."
Steen Christiansen, borgmester i Albertslund er enig og siger:
"Med Gunvor Wibroe som socialdemokratisk folketingskandidat får vi en kandidat som brænder for det samme, vi gør i Albertslund. Nemlig børn, miljø, kultur og ikke mindst klima. Gunvor Wibroe har en imponerende evne til at være i dialog med borgere og sætte en klar politisk dagsorden, hvor det sociale hjerte banker igennem på alle dagsordener. Gunver vil være en stærk stemme for albertslundere på Borgen og har fuldt ud potentialet til at nå samme politiske indflydelse som hendes forgængere i kredsen. Jeg glæder mig i den grad til samarbejdet med Gunvor Wibroe."
Baggrund
Gunvor Wibroe er udover sit politiske virke engageret i socialt og frivilligt arbejde som formand for Tine Bryld Prisen, der er Danmarks store socialpris og formand for Herberget Overførstergården, som hjælper hjemløse med alkoholproblemer og psyko-sociale vanskeligheder samt bestyrelsesmedlem i KFUK''s Sociale Arbejde og Reden København. Professionelt har Gunvor siden 2001 arbejdet som kampagne- og kommunikationsrådgiver bl.a. i organisationer som Amnesty International og Folkekirkens Nødhjælp.
Gunvor Wibroe blev valgt af medlemmerne i Albertslund og Høje-Taastrup partiforeninger ved en urafstemning, hvor der var i alt fire opstillede kandidater. Hun efterfølger Anne Sina, der valgte at stoppe som kredsens folketingskandidat tidligere i år.
