Corona-krisen har gået hårdt ud over mange brancher, ikke mindste restauration, turisme og handelsliv. Én af de brancher, der imidlertid er sluppet lettere igennem, er byggebranchen.
Det gør sig også gældende for den lokale virksomhed, Søndergaard, der er en af Danmarks førende indenfor nedrivning og miljøsanering.
Regnskabet for 19/20 viser således et resultat på 17,6 millioner kroner. Det er en fremgang i forhold til året før, hvor resultatet var 15,6 millioner kroner, og næsten en fordobling sammenlignet med for fire år siden.
- Det er et tilfredsstillende regnskab. Vi har haft omkring 250 projekter i år, og jeg synes, vi har været gode til med omhu at vælge, hvilke projekter, vi er gået ind i. Derudover har vi en lang række dygtige medarbejdere, som vi er lykkedes med at fastholde, og det giver en rigtigt vigtig stabilitet, siger Mads Søndergaard, der er direktør i Søndergaard til Lokalavisen Frederikssund.
Blandt de mest markante projekter, som Søndergaard har været en del af i årets løb, er nedrivningen af otte boligblokke i det udsatte boligområde Taastrupgaard, der sker som led i en større omdannelse af området.
Søndergaard har ligeledes været involveret i opførslen af det nye hotel Villa Copenhagen ved Hovedbanegården, ligesom at firmaet er storentreprenør på renoveringen af De Gule Stokke i Nyboder.
Mads Søndergaard glæder sig over, at det for virksomheden er lykkedes at holde kadencen i et år med corona.
- Normalt er det byggebranchen, det går ud over, når konjunkturerne vender, så vi er glade for, at vi for en gangs skyld er forskånet. Vi har kunnet udføre vores arbejde som normalt heldigvis. Krisen gør selvfølgelig, at det er en usikker tid, vi kigger ind i, men vi forventer at kunne holde niveauet i 2021. Dog med mere fokus på renovering end nybyggeri, siger Mads Søndergaard.
Med mere end 60 år på bagen har familievirksomheden Søndergaard en lang tilknytning til Frederikssund. Alligevel er det måske ikke et firmanavn, mange i Frederikssund kender, da meget af Søndergaards aktivitet ligger i hovedstaden.
Tilknytningen til hjemstavnen er dog fortsat meget vigtig for Søndergaard.
- Vi er måske ikke en virksomhed, man lægger så meget mærke til i Frederikssund, fordi 80 procent af vores opgaver ligger i Københavnsområdet. Ikke desto mindre er det vigtigt for os at have en base og en forankring i byen. Det er med til at skabe en genkendelig og familiær kultur, siger Mads Søndergaard.
