Egentlig skulle det bare have været et sommerferiejob, men inden Jakob Stark havde fået set sig om, var han blevet butikschef.
Da Jakob Stark blev ansat i rollespilsbutikken Kelz0r i Holbæk, var det kun for at have noget at lave i sommerferien, mens han læste på CBS. Men så købte Kelz0rs ejer Michael Keller butikken Fanatic i Roskilde af Daniel Steinaa, som hellere ville lave rollespilsarrangementer end drive butik, og så skulle der bruges en butikschef.
Og da Jakob Stark havde erfaring fra detailhandlen, fik han tilbudt jobbet og var med til at åbne butikken i Algade i juni, netop som skolernes sommerferie gik i gang.
- Det viste sig at være et godt tidspunkt, for så kunne vi introducere os til alle de børn, som havde ferie, siger Jakob Stark.
Noget helt andet
Selv har Jakob Stark her et lille halvt års efter ikke haft grund til at fortryde beslutningen, for den har givet ham mulighed for at kombinere arbejde med sine egne fritidsinteresser.
- Jeg har tidligere stået i tøjbutik, og det her er meget anderledes. Vi er blevet godt modtaget i Roskilde og føler os ønsket. Folk var lettede over, at butikken fortsatte, og man kan mærke, at Roskilde er vant til at have den slags butikker, siger han.
Ifølge Jakob Stark er den store forskel, at kunderne ikke kun kommer i butikken for at købe en vare, men for at dyrke deres hobby.
Det betyder, at Kelz0r har langt flere arrangementer i butikken i Roskilde, end tilfældet har været i kædens andre butikker i Holbæk, Sorø og Næstved.
- Det er noget, vi har taget med fra Fanatic. Nu er events halvdelen af det, vi laver, og vi har det næsten hver dag. Holbæk har nu næsten lige så mange events, og vi har Magic-aften i alle butikker om fredagen. Det har vi lært fra Daniel, som stadig er med inde over, siger Jakob Stark, som ser Roskilde-butikken som Kelz0rs flagskib, der viser vejen for de andre butikker i kæden.
Glade kunder
Kelz0r er desuden begyndt at samarbejde med skoler og foreninger og var for eksempel for nylig på Ro’s Torv med ungdomsklubben Kometen fra Ågerup for at lære folk at spille Pokemon.
- Vi vil gerne tilbyde lokalområdet at være et sted, hvor børn og unge kan komme og være sig selv. Vi kan se, at rollespil og brætspil bidrager til deres udvikling ved, at de for eksempel bliver bedre til engelsk og lærer mønstergenkendelse, siger Jakob Stark, som i det hele taget nyder omgangen med kunderne.
- I forhold til da jeg arbejdede i tøjbutik, har vi haft meget få dårlige oplevelser med kunderne her. En anden forskel er, at vi tilpasser os efter, hvad de efterspørger, og man kan vinde så meget ved at møde folk i øjenhøjde. Det er en meget federe måde at drive forretning på og er meget mere givende, siger han.


