Ud med macho-kultur - ind med morgengymnastik i skurvogn

Foruden Einar Kornerup A/S er yderligere to virksomheder i 2600 Glostrup blevet nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2020.

Det er entreprenørvirksomheden CG Jensen i kategorien "Muskel- og skeletbesvær", og det er installationsvirksomheden Lindpro A/S i kategorien "Arbejdsulykker".

Arbejdsmiljøprisen uddeles til september. Der er i alt nomineret 12 virksomheder i fire forskellige kategorier.

Gymnastik i skurvognen

I entreprenørvirksomheden CG Jensen A/S har man introduceret morgengymnastik på både byggepladser og kontorer.

- En sportsudøver starter jo heller ikke op uden at have varmet op først.

Det er mantraet hos Michael Larsen, adm. direktør i CG Jensen A/S, der de seneste fem år har kørt indsatsen 'CG Jensen A/S i bevægelse'. Derfor starter arbejdsdagen hos virksomheden med opvarmning og morgengymnastik - både ude i skurvognene på flere byggepladser og hos flere af funktionærerne på kontorerne.

- Vi vil gerne mindske risikoen for nedslidning og skader blandt vores medarbejdere. Derfor har vi sat fokus på motion på arbejdspladsen, og et af initiativerne har været morgengymnastik og opvarmning for vores medarbejdere, siger Susanne Bruun, der er arbejdsmiljø-, miljø- og kvalitetschef hos CG Jensen A/S.

- Vi har haft det princip, at det ikke skal være noget, som er trukket ned over hovedet på medarbejderne. Og det er faktisk også medarbejdere og arbejdsmiljørepræsentanter, som har taget vores direktør på ordet, fået købt udstyr som elastikker, og så har opvarmningen spredt sig som ringe i vandet til flere byggepladser og også på kontorerne, fortæller Susanne Bruun.

- De, som er begyndt på morgengymnastikken, gør det stadigvæk, fordi de kan mærke en stor forskel for deres krop, engagement og arbejdsglæde. De er mindre ømme i kroppen, men det betyder også noget for det psykiske arbejdsmiljø, fordi man starter dagen godt med grin og bevægelse, tilføjer Susanne Bruun.

Fald i arbejdsulykker

Installationsvirksomheden Lindpro A/S, der i dag er en del af Kemp & Lauritzen, har bragt antallet af arbejdsulykker i virksomheden ned med over 75 procent på fire år.

Hvis man er kommet til skade på arbejdet, så skal man ikke gå og putte med det - heller ikke selvom man måske synes, det er ens egen skyld, eller at skaden ikke er stor. Det skal frem i lyset, så alle kan lære af det.

Det har været filosofien hos installationsvirksomheden Lindpro A/S, der for et par år siden tog kampen op mod for mange arbejdsulykker i virksomheden.

- Vi vil gerne have arbejdsulykkerne frem i lyset, for vi kan alle sammen lære af dem. Også selvom det er ulykker, hvor man måske har dummet sig lidt. Der er i dag en bevidsthed i organisationen om, at vi skal undgå ulykker. Vi skal ikke være de seje macho-folk, der ignorerer ulykker, vi skal passe på os selv og hinanden, siger Rikke Præstmark, der er hr-direktør i Lindpro A/S.

På fire år er det lykkedes Lindpro A/S at få antallet af arbejdsulykker markant ned. Ulykkesfrekvensen er faldet fra 23,4 i 2015 til 5,3 i 2019.

Aktiv ledelse og arbejdsmiljøorganisation

Ledelsen i Lindpro A/S er gået forrest i indsatsen og har sat arbejdsmiljø højt på dagsordenen, og har samtidig haft fokus på, hvordan medarbejderne tager ansvar for deres egen og kollegaers sikkerhed. Kun på den måde har indsatsen nemlig kunnet nå ud til de over 800 ansatte på landsplan.

Blandt de konkrete tiltag har arbejdsulykker og sikkerhed været et fast punkt på hvert eneste chefmøde, bestyrelsesmøde og afdelingsmøde, hvor omdrejningspunktet har været videndeling om de arbejdsulykker, der er sket, for at undgå lignende ulykker.

Der har også været fokus på adfærd, ligesom Lindpro A/S har sin egen arbejdsmiljøpris, som de enkelte afdelinger rundt om i landet konkurrerer om.

- Det, der betyder meget for os, er, at vores medarbejdere kommer hjem i samme stand, som de tog af sted om morgenen. Vi låner jo i virkeligheden vores medarbejdere af deres familier og kære, så vi har også ansvaret for at skabe et miljø, der er sikkert, siger Rikke Præstmark.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...