Vild med Anders And: Dansk Donaldist-forening fejrede jubilæum

I slutningen af juli lagde medlem af Dansk Donaldist-forening Birgitte Wested hus til, da 22 medlemmer af foreningen kom på weekendbesøg for at mødes med folk med samme interesse for Disney-universet. Navnet kommer af Anders And' engelske navn Donald Duck.

Medlemmerne kom fra hele landet, og to havde endda fundet vej til Sorgenfri fra Norge og Holland. Aldersmæssigt svinger det fra 10 år til 71 år. Og det typiske medlem er en mand i 40'erne, siger Birgitte Wested.

"I de senere år er der kommet flere kvinder med i foreningen, og det afspejlede sig også i deltagerne. Seks kvinder, hvoraf den ene er vores formand, er i 30'erne," fortæller hun og svarer på, hvorfor hun tror, at der er kommet flere kvinder med.

"Er samfundet ikke så moderne, at vi er på lige fod? Det er i hvert fald der, vi arbejder os hen imod. Så samfundsudviklingen spejler sig i foreningen," siger hun.

Stor interesse for kultur

Weekenden blev blandt andet brugt på quizzer og auktioner. Mødets nordmand stod for quizzerne, hvor det gjaldt om at identificere mindre kendte bi-figurer fra Carl Barks', én af de store tegnere, univers, for eksempel Maharajahen af Pengostan, Snyd og Zoombien.

På auktionen var tegneserier og merchandise under hammeren.

"Jeg solgte plakater og puslespil med Rip, Rap og Rup fra 50'erne, som man måske ikke kan få fat i længere. Det er fint, at det går videre til yngre kræfter," fortæller Birgitte Wested.

Medlemmerne kom med bøger, blade og merchandise i kassevis, som stod overalt på gulvene i stueetagen hos Birgitte Wested.

"De fleste medlemmer interesserer sig for kunst og kultur i det hele taget. Derfor har medlemmerne også andre ting med til mødet, Det er først og fremmest tegneserier, som ikke hører til Disney-universet, men der kan også være andre spændende ting. Men udgangspunktet er, at vi holder os til tegneserier, da det ellers bliver for voldsomt," fortæller hun.

Fylder i soveværelset

I 19 år har Birgitte Wested været medlem af foreningen. Mødet i Sorgenfri kom i stand på Bogforum november sidste år, hvor hun sammen med sit barnebarn stod i den lange kø for at få signeret Disney-materiale af Don Rosa, som af mange betragtes som én af de bedste tegnere siden Carl Barks.

"Og da vi så kom frem, viste det sig, at man kunne købe en masse lækker tryk fra Disney-universet, som han lavede. Det købte jeg. Vores formand hjalp ham, og vi faldt i snak. Det var første gang, at vi mødtes. Ellers havde vi kun talt sammen i telefon. Der sagde jeg, at foreningen kunne mødes hos mig," siger hun.

Den store interesse kommer blandt andet til udtryk i soveværelset. Her har Birgitte Wested en reol, der er en meter bred og går op til loftet, fyldt med Disney-læsestof.

"Og jeg har mere end det, for så er der alt merchandisen. I kælderen er der fx også rigtig meget," siger hun og fortæller, hvordan interessen, der startede som fem-årig, da hun fra tid til anden fik et Anders And-blad, kan vedblive.

"Historierne er dejligt afslappende, de er menneskelige, og jeg hygger mig med at læse dem," siger hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...