Historisk bro genopføres igen

Det 130 år gamle brofæste, der hvor broen sad fast i jorden, er her synligt.

Det 130 år gamle brofæste, der hvor broen sad fast i jorden, er her synligt.

En gammel militærbro ved Bystævnet er på vej til at blive genopført som et historisk projekt.

Men da den er et fredet fortidsminde, kræves der godkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen for at lave ændringer på broen.

Derfor har Københavns Kommune udarbejdet en bygningshistorisk redegørelse for at afdække, om den nuværende bro er oprindelig eller delvist oprindelig.

Undersøgelsen, der blev udført i november 2021, viste, at den nuværende bro ikke er oprindelig, men at der tidligere stod en bro, som blev bygget i 1889 i forbindelse med anlæggelsen af forsvarsanlægget Vestvolden.

Denne bro blev brugt af militæret som en del af Københavns forsvarsværker i slutningen af 1800-tallet.

Den oprindelige bro var en såkaldt "skruepælsbro", hvor bropillerne havde et støbejernsgevind i spidsen, der skrues ned i bunden af graven.

Nu planlægger kommunen at genopføre en skruepælsbro efter samme model som den oprindelige bro. Den kommende bro skal placeres på samme sted som den originale bro og skal opføres med samme materiale.

På den måde vil broen ved Bystævnet repræsentere samme historiske værdi som for 130 år siden.

David Arge Malmberg fra ’Bro og Tunnel’ i Teknik- og Miljøforvaltningen udtaler i en pressemeddelelse, at det er spændende at give broarbejdet en historisk dimension.

Han er meget tilfreds med, at man kan bruge den oprindelige bro som inspiration til den nye bro.

Arbejdet med den nye bro forventes at være færdigt i juni 2024.

mihan

Foto: Teknik- og miljøforvaltningen, Københavns Kommune

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...