Solrød Kommune opfordrer til, at der udvises forsigtighed ved badning pga. algevækst.
Der er observeret algevækst ved flere af Solrøds strande - alger kan være giftige.
Badning frarådes hvis:
o Vandet er grumset og uklart,
o Vandet er fyldt med hvidlige og grålige fnug og strimler
o Vandet har gulbrune belægninger,
o Du ikke kan se dine fødder på 1 m dybt vand
- Vi ved erfaringsmæssigt, at situationen kan ændre sig fra time til time. Vi opfordrer til at være specielt opmærksomme på småbørn og hunde, som ofte vil sluge vand, som kan være giftigt. Hvis du får det dårligt efter badning i algefyldt vand, bør du søge læge. Hvis du har været i algeholdigt vand, bør du vaske kroppen grundigt, skriver Solrød Kommune.
I havet optræder der hver sommer opblomstring af alger. Meget få af disse alger kan indeholde gift. Dette er som regel harmløst, fordi giften fortyndes i vandet.
Der er bestilt analyser af alger i badevandet. Solrød Kommune forventer at modtage analyseresultaterne i slutningen af uge 34.
