Haslev Taxi udvider med en bil mere

Haslev Taxi har fået tur i den, og det fejrer Henrik Ørbæk med en ny bil, så kunderne også kan få en taxa om aftenen i hverdagene.

Haslev Taxi har fået tur i den, og det fejrer Henrik Ørbæk med en ny bil, så kunderne også kan få en taxa om aftenen i hverdagene.

Der er noget helt specielt ved duften af ny bil, og det kan kunderne i Haslev Taxi komme til at nyde lidt endnu, hvis de er så heldige at få en tur i selskabets nye bil.

Den nye bil er en Seat Leon Sportstourer fra 2020, og udover at være et lækkert, nyt kontor til chaufførerne så er bilen også med til at udvide taxaselskabets tilbud til kunderne.

- Det kommer til at betyde, at vi kan have åbent 25 timer mere om ugen, så vi kan udvide vores åbningstider fra klokken 18 til klokken 23 i hverdagene. Udskænkningsstederne i byen har især efterspurgt det om torsdagen, og selvom der måske ikke er vanvittigt mange ture i det i starten, så håber vi på, at flere vil benytte os, når de finder ud af, at det er en mulighed, siger Henrik Ørbæk, der driver Haslev Taxi.

I øjeblikket består Haslev Taxi af Henrik Ørbæk og Stig Hvass Markussen, der ud over Seaten også har den gule Ford Tourneo til rådighed, men inden længe får de en medarbejder mere.

Der er nemlig endnu en chauffør på vej, så de øvrige chauffører også kan få lidt fritid, uden at bilerne skal stå stille.

- Planen er, at de nye åbningstider kan træde i kraft fra 1. september, og forhåbentlig kan vi allerede i starten af næste år udvide med en bil mere, fortæller Henrik Ørbæk.

Den nye bil har 150 hestekræfter og er koksgrå, men når der kommer luft i økonomien, er der plan om et farveskift til den grå Seat.

- Jeg levede en afstemning på Facebook om, hvilken farve den nye bil skulle have, og vi er nået frem til, at den skal være neon-grøn med rød skrift, lyder det fra Henrik Ørbæk.

Han overtog Haslev Taxi tidligere på året, efter den tidligere ejer Kenneth Hansen valgte at stoppe. Siden da har det dog ikke været lutter lagkage for taxaselskabet, der under corona-krisen oplevede et drastisk fald i antallet af kunder.

En charmeoffensiv, hvor der blev gjort opmærksom på, præcis hvor grundigt taxaerne bliver rengjort mellem hver kunde, fik dog folk tilbage i den skrig-gule Ford, og fremover bliver der altså to biler at vælge mellem.

- Vi har gjort os umage, og så har kunderne også vist, at de gerne vil blive ved med at have os i byen, så forretningen går den rigtige vej, siger Henrik Ørbæk.

Seat Leon Sportstourer fra 2020 har en to-liters motor og 150 hestekræfter. Foto: Morten Chas Overgaard

Når der kommer luft i økonomien til det, bliver bilen neon-grøn med rød skrift. Foto: Morten Chas Overgaard

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...