Den skandaleombruste storsvindler Lars Nørholt har skiftet navn. Det skriver Ekstra Bladet.
Lars Nørholt, som er blevet idømt syv års fængsel for blandt andet mandatsvig, bedrager og dokumentfalsk i Roskilde-firmaet Hesalight, kalder sig nu Lars Christensen.
Det fremgår blandt andet af det centrale virksomhedsregister, hvoraf det også fremgår, at Lars Nørholt tidligere har heddet Lars Christensen.
Fra 2001 til 2004 var det således under navnet Lars Christensen, at Lars Nørholt var indehaver af firmaet Brightness.
Ifølge Ekstra Bladet har Lars Nørholt også i en periode kaldt sig Lars Ejstrup.
Det er dog med efternavnet Nørholt, han blev kendt som en af danmarkshistoriens allerstørste erhvervssvindlere, der blev dømt for svindel til en værdi af over 600 millioner kroner.
Lars Nørholt - eller Lars Christensen, om man vil - har fået Procesbevillingsnævnets tilladelse til at få prøvet sin dom ved Højesteret, hvor det dog alene er strafudmålingen, der skal vurderes.
