Ni nulevende brandmænd var i Roskilde Brandvæsen i 1968. Blandt dem var Ebbe Bødker, som senere blev vicebrandinspektør, men som dengang blot havde fire et halvt års anciennitet i korpset. Han husker branden i domkirken ganske tydeligt.
- Man sagde for sjov, at hvis domkirken brændte, mødte vi alle sammen ind, og hvis Risø brændte, løb vi alle sammen den anden vej, og her mødte alle, siger Ebbe Bødker, som selv var ude at køre ambulance, da alarmen blev modtaget. Straks efter at have afleveret patienten, drønede han mod domkirken.
- Man tror ikke på, at det rigtig sker. Vi havde »øvet os« to år før, da Sct. Maria Hospital brændte, og dér reddede man jo tårnet. Men den brand var slet ikke i samme højde, så det var alligevel noget helt andet, siger han.
Der lå nogle planer, blandt andet en opmarchplan, som man i vidt omfang fulgte. Den var blevet indøvet ved de domkirkeøvelser, der blev holdt to gange om året - en i april, hvor det var lyst, og en i oktober, hvor det var mørkt, så alle var klar over, hvad de skulle. Derfor var alle klar over, hvad de skulle.
- I første omgang alarmerede man kun sig selv, men da Grove, brandinspektøren, ankom til kirken, kunne han se, at det her var noget, vi ikke selv kunne klare, og så slog man storalarm og ringede som det første til Københavns Brandvæsen, som var de eneste, der rådede over mange røgdykkere. De kom med otte køretøjer under ledelse af Viggo Hansen. I første omgang ville de ikke komme, for vagtchefen derinde mente, det var en øvelse, og ved den seneste øvelse, de havde været med til i Roskilde, brød to af deres biler ned på vej hertil, men det lykkedes at overbevise dem om, at det var alvor og ikke en øvelse. Men der var brug for endnu flere røgdykkere, end København havde, og så ringede man også til Holbæk og Ringsted, fortæller Ebbe Bødker.
Også politiet hentede forstærkninger i København, der dog kun kunne afse 12 mand, for ærkebiskop Makarios var i Danmark samtidig.
- Politiet stødte til ved Damhussøen og gav brandbilerne fra København eskorte hele vejen.
Ebbe Bødker blev selv sendt på loftet for at afløse en kollega, der var kommet på sygehuset.
- Min makker var kommet på sygehuset. Så fik jeg en ny, husker Ebbe Bødker.
I det store og hele blev planerne fulgt, men ikke helt.
- Da vi kom derover, prøvede vi først at sætte kanonen på, men så startede en eksplosion, fordi der var brændbar væske deroppe på loftet - tre tønder til imprægnering af træværket. Væsken blev så varm, at låget på tænderne sprang af, og der gik tre minutter, før vi indså, at det gik ikke, og derefter fulgte vi den opmarchplan, der var lagt på forhånd. Vandkanonen var ikke en del af planen, men det var en god chance at tage, og det havde været godt, hvis det var lykkedes, siger Ebbe Bødker.
Hvad der ikke var taget højde for, var kæden ved korrundingen, som forhindrede fri passage omkring domkirken. Det problem blev løst ved, at man satte et reb til en kofanger og trak i kæden, til granitstolperne lå fladt hen ad jorden. Det tog også et par minutter, der ikke var kalkuleret med.
Det var heller ikke indøvet, at der skulle være andre brande samtidig, men det kom der.
- Da der udbrød brand i apoteket i Skomagergade, var det Glostrup Brandvæsen, der blev sendt derned, men de var ikke så stedkendte, så vagtchefen kørte med derned, og så overtog stationslederen telefoncentralen. Der var også tre markbrande - to i Osted og en i Margrethehåb. Dem måtte de andre brandvæsner tage sig af. Der var en arbejdsfordeling, så Ringsted Brandvæsen blev sat til at klare slukningen inde i kirken, hvor der faldt brændende træ ned, og de andre brandvæsner tog sig af markbrandene, siger Ebbe Bødker.
Han erindrer, at samarbejdet med de mange udenbys folk gik glimrende.
- Grove var i en vanskelig situation, men der kom kun ros bagefter - ros til brandvæsnet fra eksperter og ros til samarbejdet. Der var kun én, der bestemte. Det var Grove, og det var der aldrig tvivl om, og det vidste København også. Det var professionelle folk. 14 dage efter blev der holdt en evaluering nede på brandstationen, hvor alle brandfolk, der var involveret, var inviteret. Langt de fleste kom. Også der var der stor ros til Roskilde Brandvæsen fra København for det forarbejde, vi havde gjort, da de kom. De havde aldrig været til en brand, hvor de bare kunne gribe slangerne og gå i gang, siger Ebbe Bødker.
Bagefter var han i stand til at ryste oplevelsen af sig.
- I dag skal man til psykolog, hvis man har været ude for noget, men dengang tog man en øl bagefter og talte om, hvordan det var gået. Indtil 1992 var der også altid øl med i bilen, for man var helt færdig efter røgdykning, siger han.
