Ka'nalu har et strejf af strandlivet på Bali med udlejning af paddleboards, yoga på vandet og i sandet.
- Smag lige på denne her, siger Brit.
En af de andre i det trange køkken, som er ved at anrette tre gange brunch, smager og sender et anerkende blik. Den hjemmelavede pesto sidder lige i skabet. Brit er videre, for uret ringer, og bollerne er færdigbagte og skal bytte plads med en bradepande med croissanter.
- Vi har altid travlt, fra vi slår døren op om formiddagen til mørket falder på året rundt. Sådan kan vi li´det, storsmiler Brit Folke, som er indehaver af Café Ka'nalu i Strandparken i Ishøj. Og det er nemt at tro på hende, da flere gæster allerede har sat sig til rette i de bløde møbler på terrassen, selv om cafeen denne formiddag først er ved at åbne.
- Jeg er meget passioneret omkring cafeen og tænker hele tiden på, hvad jeg kan gøre, så cafeen bliver et sted, man har lyst til at komme og hænge ud og komme tilbage til, siger Brit og fortsætter:
- Da jeg gik på jagt efter egnede lokaler, der vidste jeg bare, at jeg ville have et sted, hvor jeg kunne leje paddleboards ud. Der lå slet ikke udlejning af paddleboards på Vestegnen på det tidspunkt. Nu er det virkelig blevet populært. Jeg fik et paddleboard af min kæreste, da vi boede på Bali, og det er så fedt at stå på. Så min drøm var, at jeg ville skabe sådan et hyggeligt sted med udlejning af paddleboards og let og lækker mad på menuen. Det skulle ikke være Brits Isbiks med røde pølser, men en opgraderet strandcafé med fokus på gode råvarer og god energi.
Stilen i cafeen er der lidt Bali over med de groft vævede stoffer på hynderne, de rustikke møbler, de sandfarvede parasoller og mosaikker i natur- og havblå farver.
- Jeg boede på Bali et år og har formået at bringe lidt af det med hjem. Navnet Ka'nalu er også taget derfra. Det betyder noget i retning af at surfe, fortæller Brit.
Jernvilje
Men vejen til den succesfulde strandcafé med flere ansatte, som Brit Folke kan glæde sig over, her tre år efter, er bygget på hårdt arbejde, gode ideer og en stædighed på størrelse med æslers.
- Jeg havde skrevet til Vallensbæk Kommune, hvor jeg bor, om mine tanker med et sted ved vandet, og via Strandparken fik jeg mulighed for at komme ud og kigge på lokalerne, som var faldefærdige og husede en gammel iskiosk. Jeg så med det samme muligheder i bygningen og ikke mindst beliggenheden, forklarer hun om cafeen, der ligger helt ud til vandet.
Men ingen troede på Brits koncept med en anderledes strandcafé. Hun fik det ene afslag fra banker efter det andet, og da hun havde indkasseret afslag nummer 20, tog hun sagen helt i egen hånd.
- Jeg lejede mit hus i Vallensbæk ud og begyndte at sælge ud af mine ejendele. Og jeg måtte til tider overnatte her i cafeen. De første to år fik jeg ikke selv løn. Inventaret til cafeen købte jeg brugt. Det første var en toaster og en kaffemaskine fra Den Blå Avis. Kakkelbordene har jeg selv muret, skåret ud til håndvask og sat klinker op. Bare for at nævne noget, så jeg er sgu ikke kommet sovende til det, siger hun.
Efterhånden, som der kommer penge i kassen, så bliver der investeret i nyt til cafeen, og den dag i dag har Brit fortsat ikke en kassekredit.
- Sidste år kunne jeg udvide min træterrasse og købe nye møbler, og i år har jeg lige lavet stativer til de mange paddleboards, så det er nemmere at komme til dem. Strandgæsterne kan glæde sig over det lille, nye ishus, som blev færdigt, da sommeren stod for døren, fortæller Brit, som fortsat laver hovedparten af det håndværksmæssige selv.
Isskiltet har hun da også selv skåret ud med stiksav, så det ligner et paddleboard, og håndtegnet de forskellige is.
Elsker økologi
Når det kommer til menukortet, så er det helt enkelt. I cafeen kan man nyde forskellige drikkevarer, kager, pandekager, brunch, sandwiches, is, snacks med mere.
- Vi har ikke køkkenkapacitet til at servere varme retter, så vi holder det simpelt. Vi laver bl.a. nogle sandwiches, bager nogle økologiske boller og serverer med røget skinke og cheddarost, og sælger avocado madder med hjemmesyltede rødløg. Det er lækker strandmad, og vi tager selvfølgelig hensyn til årstiden. Vi elsker økologi, og der er altid dagens hjemmelavet is te og lemonade. Isene vi sælger er Hansenis og Nicecream, som er vegansk, forklarer Brit om udvalget i cafeen.
Yoga i sand og i vand
Foruden udlejning af paddleboards og mad og drikke, så byder strandcafeen også på musikarrangementer fra tid til anden hen over året og muligheden for at dyrke strandyoga og SUP yoga i vandet.
- Yoga-delen bliver mere og mere populær. Jeg har også for kort tid siden sendt forslag til Strandparken om, at jeg gerne vil udvide med en særlig plads til yoga i naturen og sauna for vinterbadere, og så håber jeg, at der kan gives tilladelse til lidt mere lys hernede, da her tidligt bliver meget mørkt om vinteren, fortæller hun.